Artikel top billede

It-firmaer til ansatte: Sådan skal du klæde dig

Er du klædt på til succes, eller spiller tøjet ingen rolle på din arbejdsplads? Læs her, hvordan danske it-medarbejdere går klædt i virksomheder som Mærsk, Google og i en lille dansk kommune.

Læs også:
Galleri: Sådan klæder folk sig i it-branchen

Du kender det nok godt.
 
Kravene til arbejdspåklædning og en egentlig dresscode står ikke nedfældet nogen steder.
 
Men alligevel har du givetvis en god fornemmelse af rigtig og forkert, når du kigger dig selv i spejlet om morgenen.
 
Det spejlbillede, som danske it-virksomheder og -arbejdspladser gerne vil se, er et, hvor tøjet skal passe til arbejdspladsen, men det skal også passe til medarbejderne, så de føler sig godt tilpas og i stand til at levere varen, når de sidder på pinden.
 
Sådan lyder den overordnede besked fra nogle af Danmarks største it-selskaber, når de skal beskrive de mere eller mindre formelle krav, de har til medarbejdernes påklædning.
 
Alligevel er der stor forskel på de forventninger, som virksomhederne har til deres ansættes påklædning. Og hvad betyder noget så overfladisk som nogle klude på medarbejderne egentlig for virksomhedernes måde at drive forretning på?
 
Microsoft mixer tøjstil
Hos Microsoft Danmark kan medarbejderne komme iført hele skalaen fra det stiveste puds til den lidt mere personlige og excentriske stil. Det kommer an på, hvad Microsoft-medarbejderne laver og ikke mindst, hvem de skal møde i løbet af arbejdsdagen.
 
"Folk hos os går meget individuelt klædt. I Hellerup, hvor vi har salgskontorer med kundebesøg, går det ikke med badesandaler og shorts. Derimod er folk i vores udviklingsafdeling i Vedbæk ofte klædt i både jeans og sandaler," forklarer Anna-Louise Plougmand, HR Manager for Microsoft Danmark.
 
Hun forklarer, at hvis medarbejdere i salgskontoret stikker ud fra normen, så vil der ikke komme deciderede reprimander. Medarbejderen vil dog højst sandsynligt blive indkaldt til en samtale om påklædningen.
 
"Vi vil gerne have en fælles forståelse for påklædningen, for nogen kan jo eksempelvis svede meget og have særlige ønsker. Samtidig skal påklædningen i mødet med kunderne ikke være forstyrrende, og det handler nok i bund og grund om at være ligeværdig med kunderne, der ser os som sparringspartnere" siger Anna-Louise Plougmand.
 
"Hvis vi skal ud til en marketingchef, der typisk er en kvinde, og tale CRM-systemer, så nytter det jo heller ikke noget, at vi sender en mand, der går i hårdknude, når han sidder over for en kvinde. Igen, så tilpasser vi vores møder med kunderne," siger Microsofts HR Manager.

Sådan går de klædt hos Mærsk og Google

Læs også:
Galleri: Sådan klæder folk sig i it-branchen

I it-afdelingen hos A.P. Møllers Mærsk Line har man heller ingen nedfældet dress code, selv om selskabets it-chef Adam Gade fortæller, at medarbejderne som regel har "passende tøj på" jævnfør kulturen hos Danmarks suverænt største virksomhed med mere end 100 år på bagen.

Passende tøj i it-afdelingen betyder i denne sammenhæng åbentstående skjorte, pæne bukser, pæne sko og bælte for mændenes vedkommende.
 
"På baggrund af medarbejdersamtaler, hvor kandidaterne spurgte til det der med at bære slips i it-afdelingen, droppede vi slipset for tre år siden. Nu har vi åbentstående skjorter, hvor den øverste knap er knappet op. Står den næste åben, så overlever vi sikkert også det," forklarer Adam Gade fra Mærsk Line, der er ét af flere Mærsk-selskaber med selvstændige it-afdelinger.
 
Han vurderer, at medarbejderne hos Mærsks andre it-afdelinger også er afslappede klædt, hvorimod mænd bærer jakkesæt og slips på hovedkontoret på Esplanaden i København, hvor A.P. Møller Mærsk konstant har kunde- og eventuelt også statsbesøg.
 
"It-folk gider dog ikke gå i slips. Og hvorfor skulle de også det, når vi ikke har kundebesøg? Uldtrøjer vil vi nok heller ikke have problemer med. Det er da også sket, at vores it-medarbejdere er kommet iført jeans, og så har vi grinet lidt af det," siger it-chefen hos Mærsk, der indskyder, at cowboybukser efterhånden er et vidt begreb.
 
"Folk kan jo efterhånden også komme til fest i designer-jeans, og så går det nok også på arbejdspladsen."
 
Passer på kulturen
Adan Gade har selv slips på en håndfuld gange om året. Sidste gang var til et møde med en række japanske it-direktører, der alle kom iført det stiveste puds.
 
"Man skylder sine kunder, partnere og medarbejdere, at man er klædt på til lejligheden. Især hvis de kommer fra en lidt mere formel kultur end den danske," siger Adam Gade.
 
Han har dog også lagt mærke til, at danske partnere også altid kommer i slips, når de skal ind til Mærsk Line på Dampfærgevej i København.
 
"Det er så lidt pudsigt, at de så møder os med åbentstående skjorter, men de fleste er efterhånden ved at vænne sig til det," lyder det fra Mærsk Lines it-chef, som understreger, at Mærsks it-afdelinger udelukkende ansætter folk baseret på indre kvalifikationer frem for, hvordan de er klædt på til en jobsamtale.
 
"Når bare basishygiejnen er i orden, og man er velklædt, så skal ingen føle sig begrænsede til noget bestemt tøj, men de fleste har da alligevel i tankerne, at de skal ind til A.P. Møller og klæder sig derfor passende," fortsætter han.
 
Tager den lilla paryk på
Hos søgeselskabet Google har de knap 50 danske medarbejdere en noget mere fri tilgang til påklædningen, fordi selskabet søger at leve op til sit eget moralkodeks med ti bud på, hvordan forretningen skal køres.
 
I moralkodekset - kendt under sloganet 'Don't be evil' - hedder punkt ni: "Man kan godt være alvorlig uden at gå i jakkesæt".
 
Og den sætning skal ifølge softwareselskabets danske talsperson, Christine Sørensen, tages ganske alvorligt, fordi selskabet tror på, at de innovative ideer og gode resultater kommer, når medarbejderne føler sig godt tilpas.
 
"Nogle føler sig godt tilpas i sutsko, noget vi dyrker meget på vores udviklingskontor i Århus, andre i jeans og T-shirt. Hvis man har mange eksterne møder, kan det også være, det er rarest at have en skjorte på som de andre, men det er meget op til den enkelte," fortæller Christine Sørensen.
 
Hun understreger, at så længe medarbejderne ikke generer andre, er der absolut ingen krav til påklædningen.

Sælgertypen med Tintin-hår

Læs også:
Galleri: Sådan klæder folk sig i it-branchen

"De bedste medarbejdere er dem, der er passionerede omkring deres arbejde og om at gøre verden bedre. De er innovative, handlekraftige og gode kollegaer. Det kan tøj hverken gøre fra eller til for," understreger Christine Sørensen.
 
Kom som du er - men tænk dig om
Hos andre it-giganter som NNIT, IBM og KMD er der også rimeligt frit slag i bolledejen, når medarbejderne iklæder sig virksomhedskulturen.
 
"En ansøgers faglige og personlige kompetencer er altid det vigtigste. Men rent faktisk viser påklædningen en del om, hvordan en ansøger gerne vil opfattes, og vedkommende evne til at indgå i en social sammenhæng. Så tøjet betyder bestemt ikke alt, men er dog med til at forme indtrykket af en ansøger," siger NNIT's HR-direktør, Brit Kannegaard Johannessen.
 
Hos IBM er man endnu mere direkte i spyttet:
 
"Jeg vil sige, at hvis der er tale om medarbejdere uden direkte kundekontakt, så kan man sikkert bedre leve med lidt excentrisk påklædning, end hvis der er tale om en juniorsælger, som møder op til jobsamtale i træsko," fortæller IBM danske pressechef, Carsten Grønning.
 
Også KMD påpeger, at selskabet ikke har en egentlig dresscode - på nær, når det gælder mødet med kunder og partnere.
 
"Vi har et par enkle retningslinjer, hvis man medvirker på en KMD-stand på konferencer og lignende. Og vores personale i receptionerne har også fået tøj, som passer til den funktion, de har," siger KMD's HR- og Kommunikationsdirektør, Karin Hindkjær.
 
Hun understreger dog, at medarbejdernes daglige gang på KMD's kontorer spiller tøjet ikke den store rolle.
 
"En fed skjorte eller en lækker kjole gør dig ikke til en knivskarp forretningskonsulent eller månedens medarbejder. En skjorteklædt programmør koder heller ikke it-system bedre end en i t-shirt og gummisko," fortsætter hun.
 
Det offentlige dresser up
I den offentlige sektor klæder man sig også efter omstændighederne.

Det fortæller it-udvikler Hans Fogh Rasmussen fra Samsø Kommune, der med knap 4.000 indbyggere er på størrelse med IBM Danmark. Han er leder af en it-afdeling på 2,5 personer, og der har tøjstil aldrig været et emne.
 
"Vi klæder os generelt pænt og ordentligt i den offentlige sektor. Hvis jeg skal til møde med KL (Kommunernes Landsforening, red) har jeg nok jakke, skjorte, pæne bukser og ved særlige lejligheder også slips på. Til dagligt går jeg rundt i sneakers og jeans, når det bare er os it-folk," siger Hans Fogh Rasmussen.
 
Han fortæller, at i et så lille samfund som Samsøs, hvor alle stort set kender alle, så gør medarbejderne også en dyd ud af at tage sig ordentligt ud, når de befinder sig på rådhuset eller suser rundt på øen.
 
"Men en egentlig dresscode kan hurtigt blive til påfaldende stereotype-udtryk, som de der sælgertyper med Tintin-frisure i sorte jakkesæt. Dem ser man efterhånden overalt ved messer og seminarer. De fleste mennesker ved dog godt, når de står foran spejlet om morgen, at de skal klæde sig efter omstændighederne," runder han af.

Læs også:

Galleri: Sådan klæder folk sig i it-branchen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere