Der er stor modstand mod Konkurrencestyrelsens forslag om et indgreb mod TDC/YouSees store dominans på tv-området.
Styrelsen foreslog i sidste uge, at der gennemføres et indgreb, så tv-distributørerne tvinges til at sælge tv-kanalerne enkeltvis - ikke bare i pakker, som de gør i dag.
Modstanden kommer primært fra YouSee. Selskabets argumenter imod indgrebet er, at et det vil gøre ondt helt andre steder end på YouSee.
Grunden er, at tv-pakkerne er en integreret del af hele infrastrukturen på tv-området. Pakkemodellen giver penge til produktioner på små kanaler, som måske ikke ellers ville have haft råd til dem, lyder argumentet.
Farvel til DK4?
"Der er ikke sammenhæng mellem seertal og produktionsomkostninger. Det koster jo det samme at lave en tv-produktion, uanset om der 100 eller 100.000, der ser den. Og det er dyrt at lave tv. Hvis en kanal som DK4 skulle hænge sammen (som en kanal solgt for sig selv, red) ville den koste 3-400 kroner om måneden at få adgang til," siger vicedirektør i YouSee Ulf Lund til ComON.
Han forklarer, at tv-kanalers køb af serier og film er bundet op på et kompleks mængde bagudrettede rettigheds-aftaler. Køber man filmene i Hollywood, er der ofte krav om, at de købes i pakker.
"De sælges gennem en vindues-struktur, som defineres af premiere-datoen. For films vedkommende vises de jo først i biografen, så kommer de på DVD. Umiddelbart efter DVD-premieren kan de købes i et såkaldt high pay vindue, og hvis der er gået lang tid siden film- og DVD-premieren, ryger de ned i et low-pay-vindue. Men placeringen i low- eller high-pay vinduet hænger også sammen med, om de er købt til visning i en samlet kanalpakke. Hvis de vises på en station, der købes enkeltvis, ændres grundlaget for aftalen," siger YouSee-direktøren.
Han erkender, at tvpakkerne betyder, at mange betaler for kanaler, de aldrig ser.
"Men tv-pakkerne sikrer, at der økonomi i dansk tv-produktion netop fordi alle betaler for det. Det betyder, at vi alle betaler for kanaler, som vi ikke ønsker at se. Men hvis man laver et hovsa-indgreb mod pakkerne, risikerer man at ødelægge den balance, der er opbygget," siger Ulf Lund.
Men baggrunden for Konkurrencestyrelsens foralg er jo, at der er for lidt konkurrence på markedet fordi YouSee/TDC har en meget dominerende position. Siger du, at det vil ødelægge dansk kulturliv hvis der kommer indgreb mod jeres markedsdominans?
"Man kan godt tage en diskussion om vores markedsposition, som nok er derhenne, hvor man kan kalde den dominerende. Men jo mere frit valg der kommer på kanalerne, jo større fordel er det for YouSee. Et fritvalgs-indgreb vil omvendt påvirke hele tv-branchen negativt. Hele fødekæden omkring tv-produktionen vil blive ramt, og der vil generelt blive færre penge til produktionsmiljøet - de manuskriptforfattere og producenter, der giver os drama og film på tv, får en mindre samlet pulje at arbejde for. Alle de kommercielle kanaler bortset fra TV2 vil blive meget pressede," siger Ulf Lund.