En ny rapport viser omfanget af brugerfjendtligt indhold på offentlige hjemmesider.
Undersøgelsen fra det danske firma, Siteimprove A/S, der er specialist i at tjekke websites tilgængelighed for blandt andet blinde (se boks), finde døde-links og sågar stavefejl på hjemmesider, har gennemgået 15 offentlige hjemmesider.
I blandt de gennemgåede hjemmesider er sundhed.dk og Statsministeriet og Forsvarsministeriets hjemmeside.
Gennemgangen viser at hver offentlig hjemmeside i gennemsnit har 230 døde links.
Ligesom der i gennemsnit blev fundet 144 stavefejl på de undersøgte hjemmesider.
De typiske stavefejl var:
"Formandsskab, administation, downlad, insitutioner, pressemeddelse, udbudet," fremgår det af rapporten.
I rapporten kobles antallet af døde links og stavefejl sammen med hvilket CMS-system myndighederne anvender.
Selskabet bag undersøgelsen
Analysen af hjemmesiderne tæller de øverste 2000 undersider fra hver af de undersøgte 15 hjemmesider, hvorfor det samlede antal fejl reelt kan være større.
Siteimprove A/S, der altså står for undersøgelsen, lander netop nu flere store kunder i udlandet.
Senest har selskabet landet Penn State University i Pennsylvania, USA som kunde.
Det oplyser selskabets salgsdirektør Peter Dam-Johnsen fra Siteimprove A/S til Computerworld.
Faktisk er der netop i USA voldsom fokus på tilgængelighed i kølvandet på flere retssager.
Således vandt den amerikanske organisation National Federation of the Blind (NFB) en retssag mod retail-firmaet Target, der måtte betale en erstatning på seks millioner dollars.
Sidste år indsendte samme organisation en klage til de amerikanske føderale myndigheder over Penn State University.
Fra 8 til 25 millioner
Men et forlig betød, at universitet nu gør et større nummer ud af tilgængelighedsarbejdet.
Siteimprove A/S ønsker ikke at oplyse værdien af den netop indgåede kontrakt.
Tager man et kig på de kundereferencer Siteimprove A/S i øvrigt kan fremvise, finder man blandt andet en stribe danske kommuner, styrelser, ministerier og private virksomheder.
I alt tæller selskabets kundekartotek i dag ikke færre end 1.300 kunder, fortæller salgsdirektør Peter Dam-Johnsen fra Siteimprove A/S, der også oplyser, at selskabets vækst lige nu findes i udlandet.
De amerikanske kunder indbefatter Yale, City of Los Angeles, US Bank, 250 højere læreranstalter, 3 ud af 10 største advokatfirmaer, en lang række sygehuse, og i alt over 500 kunder i Nordamerika, ifølge Peter Dam-Johnsen.
De danske koncern-regnskabstal fortæller at selskabet er gået fra en omsætning på 8 millioner kroner i 2007 til en omsætning på 24,5 millioner kroner sidste år.