Mobilbetaling med mobiltelefon
Fremtiden giver dig mulighed for at betale med mobiltelefonen. Istedet for at du skal tage Dankortet op af pungen, kan du trykke din kode på mobiltelefonen, og så er regningen betalt. Der arbejdes på at lave et standardsystem for denne mulighed.
IDA-IT gruppen i Ingeniørforeningen i Danmark holdt konference om elektronisk betaling den 1. november. Oplægsholdere, der arbejder med betalingssystemer, gav en status for de eksisterende betalingsformer på internet, men der blev også beskrevet nye teknikker til at aflevere penge på markedet. Blandt de godt 40 deltagere, var den yngste generation af ingeniører den største gruppe.
Mobilbetaling med mobiltelefon
På mødet beskrev Lars Nielsen fra den svenske koncern L.M. Ericsson deres arbejde med M-betaling. M-betaling er tidens betegnelse for Mobil-betaling, der på engelsk kaldes M-commerce (mobile commerce).
Han beskrev et aktuelt forsøg i Stockholm, hvor man på vej til toget kan betale sin billet via mobiltelefonen. Situationen kan minde om den, hvor du på vej til toget putter dit klippekort i en automat, som tager passende bid af værdi. Her betaler du istedet ved at give din kode på mobiltelefonen. Da pengene trækkes direkte fra din konto, vil dit "klippekort" løber først tør for klip, når kontoen er tom.
Perspektivet med at bruge mobiltelefonen som betalingsmiddel går dog langt videre. Mobiltelefonen vil teknisk set kunne anvendes som generelt betalingskort alle mulige steder. Hertil kommer, at mobiltelefonen med WAP er brugerens tilgang til hele handlen. Du finder varen, bestiller denne vare - og sluttelig betaler med mobiltelefonen. På denne vis kan man i bilen på vej hjem fra rejse, vælge, bestille og betale en pizza med mobiltelefonen - så maden er klar, når man når huset.
Hvem laver M-betaling
Hvem laver M-betaling
Der arbejdes med at udvikle sådanne betalingssystemer til mobiltelefonerne. Systemet udvikles på basis af WAP (Wireless Application Protocol). Der findes allerede specifikke private løsninger, men WAP Forum arbejder med at udvikle et system baseret på neutrale standarder. Som central teknologi i dette arbejde finder vi: Wireless Identity Module (WIM). WIM omfatter kryptering, implementering på smart card, autorisation af klient og digital signatur. Betaling med mobiltelefon skal naturligvis ske med brug af kryptering, PIN-koder og certificering af folk.
To andre organisationer af interessenter deltager i dette arbejde sammen med WAP Forum. De finansielle aktører har samlet sig i Mobey Forum, mens de teknologiske aktører arbejder i Mobile Electronic Transactions, MET.
WIM-systemet kører ikke idag, men der findes allerede forskellige firmaløsninger. WAP Forum lægger vægt på, at der kommer en standard for systemet, som er neutral i forhold til enkelt virksomheder. Således at systemet bliver åbent for alle, der vil bruge det. Hvorimod de kendte telefonkort idag er tæt bundet til teleoperatørerne, og de er ikke umiddelbart åbne for andre anvendelser.
Standarder og sikkerhedssystemer er vigtige. Det er vigtigt for systemet som helhed, at der ikke er svage punkter. I tilfældet, hvor teleselskabet har en kryptering, og banken bruger en anden kryptering, kræves der en konvertering. Det vil sige, at en server eller gateway skal omsætte WAP-systemets kryptering (Wireless Transport Layer Security, WTLS) til bankens kryptering (Secure Sockets Layer, SSL eller andre). Det betyder, at i denne konvertering, vil dataene forefindes uden kryptering. Dette kan idag løses ved brug af script-sprog (WML scripts), men WAP Forum arbejder med andre løsninger.
Praktisk udformning
Med nye funktioner som kalender, der indbygges i mobiltelefonen, bliver apparaterne til en personlig enhed. Man taler om, at mobiltelefonen bliver en Personal Trusted Device. Mobiltelefonen bliver lige så fortrolig og personlig som tegnebogen og lommebogen. Det giver grundlag for at anvende mobiltelefonen som betalingsenhed.
Lars Nielsen fra Ericsson viste flere praktiske modeller udformninger for at kombinere fremtidens mobiltelefoner med et eller flere kreditkort, smart cards og andre enheder.
Andre mobiltelefon forsøg
Andre mobiltelefon forsøg
PBS beskrev ved samme møde pilotforsøget med Mobilix, hvor brugerne kan købe telefontid direkte på mobiltelefonen og betale via deres Dankort konto. Med SMS-beskeder kan man på mobiltelefonen "oplade" sit taletidskort og købe mere taletid. Via mobiltelefonen kan man overføre beløbet direkte fra sin Dankort-konto til Mobilix, som registrerer indbetalingen øjeblikkelig. Køb og betaling foregår udelukkende ved indtastning af SMS-beskeder. Det betyder, man kan købe taletid hvor og når som helst, blot man kan få forbindelse med telefonen.
Denne løsning viser, hvordan man kan forbinde telefonkortet med Dankort. Med den økonomiske infrastruktur, som Dankort systemet udgør, kan der udbygges til mange andre typer af betalingsservices.
To stærke standarder
I Danmark kan kombinationen af GSM-mobiltelefonerne og Dankortet blive kombinationen af to meget stærke standarder, som begge har en fungerende infrastruktur som backbone. Hvorvidt det kan give en mobil-dankort-terminal, som vi kan have med i lommen, vil fremtiden vise
Efter indlægget fra Ericsson blev der spurgt fra salen, hvorfor man ikke kunne nøjes med ét identifikationskort til alle anvendelser - betalinger, telefoner og alt andet? "Det er teknisk muligt", svarede han, "men verden er ikke sådan....". Hermed hentydede han til, at vi opererer i et område, hvor der er flere og meget stærke interesser om at kontrollere egne systemer.
PC World online vil i en efterfølgende artikel give overblik over de forskellige elektroniske penge, der kan bruges på internet.