Telesat mistede forbindelsen til sin Anik F2 satellit torsdag morgen lokal tid, og det betød blandt andet at kunderne hos en række internet-udbydere i USA og Canada mistede forbindelsen til nettet. Mange telefonlinjer er afbrudt og mange isolerede samfund i Canada er angiveligt helt afskåret fra omverden.
Flyselskabet First Air måtte aflyse mindst 48 afgange og 1.000 rejsende strandede i forskellige lufthavne. Der har også været problemer med betalingsautomater.
Anik F2 er en af de største og kraftigste telesatellitter. Den blev sendt op i 2004 og befinder sig i kredsløb 35.800 kilometer over jorden. Foruden internet- og tele-trafik bliver den også brugt til tv-transmissioner og forskellige tjenester til virksomheder.
Telesat mener at fejlen ligger i selve satellitten og afviser at den er ramt af en solstorm. Forskerne har ellers advaret om at vi kommer ind i en periode med kraftige solstorme, der kan forstyrre satellitter.
Satellitten har angiveligt mistet det såkaldte "Earth Lock" - den har lukket sig selv ned og vendt sig væk fra Jorden.
Det har blandt andet ramt den nordamerikanske internet-udbyder WildBlue med 420.000 kunder i tyndt befolkede områder, hvor man ikke har adgang til DSL eller kabel-bredbånd. Forbindelsen til flere boreplatforme er også berørt.
Telesat har en flåde med 12 satellitter i kredsløb og yderligere tre skal sendes op i de kommende år. En satellit som Anik F2 har en forventet levetid på 15 år.