Netbutikker må ikke sige nej

Ødelagt emballage og specialordrer er ingen undskyldning for netbutikker viser to udmeldinger fra Forbrugerombudsmanden.

Danske webbutikker kan godt glemme alt om at afvise kunder, der vil returnere en købt vare i åbnet emballage.

Uanset om indpakningen er brudt eller ej, skal varen tages retur, fastslår Forbrugerombudsmanden.

Heller ikke varer, som specifikt er bestilt hjem fra leverandøren på kundens anmodning, kan afvises, hvis samme kunder finder ud af, at vedkommende alligevel ikke har lyst til at gennemføre købet.

Sådan lyder essensen af de seneste to udmeldinger fra Forbrugerombudsmanden.

Udmeldingerne kommer i forlængelse af, at to webbutikker har fået Forbrugerombudsmandens fortolkning af de eksisterende regler indskærpet:

Den ene butik er T.Hansen, der sælger biludstyr under mottoet ”Så kører det for dig”.

Nu er T.Hansen blevet tvunget til at lave en dramatisk u-vending i sine købsvilkår.

Vilkårerne har hidtil sagt, at bestillingsvarer købt over internettet ikke var omfattet af fortrydelsesreglerne, som kun gjaldt almindelige standardvarer.

Ifølge en frisk pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden må T.Hansen imidlertid slå bremserne i: Når der er tale om varer, der blot blev skaffet hjem efter kundens ønske, duer det ikke at nægte returret.

”Da der ikke var tale om en vare, der blev fremstillet eller tilpasset individuelt til den enkelte kunde, var vilkåret i strid med forbrugeraftalelovens fortrydelsesregler,” hedder det i Forbrugerombudsmandens erklæring.

Heller ikke når det gælder åbnet emballage, kan webbutikker tillade sig at nægte at tage varerne retur.

Det har Forbrugerombudsmanden gjort hvidevarebutikken.dk opmærksom på, efter at virksomheden i sine forretningsbetingelser skrev, at kundens ret til at returnere hårde hvidevarer, støvsugere, mikroovne eller espressomaskiner ville bortfalde, hvis emballagen på varen blev brudt, idet den intakte emballage altid vil være en væsentlig del af varens værdi.

Kravet om, at varen skal kunne tilbageleveres i væsentlig samme stand, angår dog kun selve varen og derfor som udgangspunkt ikke emballagen, skriver Forbrugerombudsmanden, som dog ikke er helt blind for, at indpakningen også er del af markedsføringen af en vare.

"Emballagen kan imidlertid repræsentere en betydelig værdi for sælgeren, når sælgeren ikke har adgang til at emballere varen på ny og/eller ikke kan sælge varen som ny uden originalemballagen. Derfor må den erhvervsdrivende kunne stille et krav om, at varen tilbageleveres i originalemballagen. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse forudsætter dette dog, at forbrugeren inden aftalens indgåelse gøres udtrykkeligt opmærksom herpå, og at forbrugeren efter aftalens indgåelse får oplysninger herom pr. brev, e-mail eller på et andet varigt medium efter forbrugeraftalelovens § 12. Hvor varens originalemballage ikke har betydning for muligheden for gensalg – enten fordi emballagen under alle omstændigheder bliver ødelagt, når den åbnes, for at forbrugeren kan undersøge varen (fx hård plast der er svejset sammen), eller hvor varen eller dele af varen ligger i neutrale plastposer eller kuverter og lign. – er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at sælgeren ikke kan afvise forbrugerens krav om fortrydelse, hvis (denne del af) emballagen ikke tilbageleveres," hedder det i erklæringen fra Forbrugerombudsmanden.

Hvidevarebutikken.dk rettede efter Forbrugerombudsmandens henvendelse deres forretningsbestemmelser til i overensstemmelse med lovgivningen.

Også T. Hansen har efterfølgende ændret sine købsvilkår, anfører Forbrugerombudsmanden

ComON ville gerne have bragt en kommentar fra webbutikkernes interesseorganisation FDIH, men hverken direktøren eller kommunikationschefen er at træffe.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere