Et antal medarbejdere hos kopi-forhandleren Ikon Office Solutions er tirsdag blevet afskediget. Det skriver Computerworld, der erfarer at i alt 32 medarbejdere vil blive afskediget.
Overfor avisen bekræfter Ikon Office Solutions direktør, Peter Herlman at der er en fyringsrunde i gang, men han vil dog ikke oplyse, hvor mange medarbejdere det drejer sig om, inden alle ansatte har fået besked.
Fyringsrunden kommer ifølge avisen, fordi Ikon Office Solutions skal samles med en anden kopi-forhandler NRG Scandinavia. De to virksomheder er begge ejet af kopiproducenten Ricoh, og med sammenlægningen vil den fusionerede virksomhed bestå af 190 medarbejdere, fortæller Peter Herlman.
Ikon Office Solutions har for nylig fået drøje hug i omsætningen, der faldt med 14 procent til 317 millioner kroner i regnskabsåret, der løb frem til september 2008 og gav et underskud på 13 millioner kroner.
Computerworld citerer dog regnskabet for at forklare, at omsætningsfaldet ikke skyldes markedet men ”kraftig intern fokus”.
»Det, som vi nu synes er mest spændende, er vores integrationsplaner og skabelsen af Ricoh Danmark, som jo bliver af en betragtelig størrelse med mere end 190 ansatte og en solid omsætning. Historien kan vi ikke bruge til så meget,« siger Peter Herlman til Computerworld.