Skats leverandør CSC bekræfter nu overfor CRNs søstermedie ComON, at det er en fejl i en database fra IBM, som er årsagen til nedlukningen af alle Skats it-systemer.
Forrige weekend installerede CSC en patch på en DB2-server fra IBM.
»Der er så sket det, at vi har oplevet ustabilitet gennem den sidste uge, og vi har konstateret, at det skyldes denne patch. Derfor har vi besluttet at lukke systemerne ned,« siger Mads Cordt Gyldenkærne, kommunikationschef hos CSC til ComON.
Han understreger at der er tale om en kontrolleret nedlukning og ikke et nedbrud. Ingen af CSC's andre kunder er på nuværende tidspunkt berørt af problemerne.
Beslutningen om at lukke alle Skats systemer fredag formiddag blev truffet, fordi der er risiko for, at indtastede data kan gå tabt.
»Der er en potentiel risiko for, at de ting der er tastet ind i systemet kan være gået tabt. Vi kan ikke sige endnu, om det faktisk er tilfældet. Men en normal procedure i en sådan situation vil være, at man ruller tilbage til status inden patchen blev installeret,« siger Mads Cordt Gyldenkærne.
Det kan betyde at de ændringer i selvangivelser og andre oplysninger, som er indtastet gennem TastSelv-tjenesten siden sidste weekend, kan være forsvundet i systemet. For borgerne kan det betyde, at man kan blive nødt til at indtaste oplysningerne igen.
»Vi beklager det selvfølgelig dybt og vi er utrolig kede af det på vores kundes vegne. Der arbejdes i øjeblikket på højtryk for at løse problemet og jeg ved, at IBM har en mand på stedet. Men det er ikke muligt at sige, hvornår systemet kommer til at køre igen,« siger Mads Cordt Gyldenkærne.
Sagen kommer på et uheldigt tidspunkt for IBM, som i april blev ramt af et alvorligt nedbrud i sit driftscenter i Brøndby.