Børskandidaten Trifork har købt Interprise Consulting i Århus. Sælgeren er de tre tidligere ejere, der bliver betalt med aktier i Trifork, der i modsætning til Trifork har deres speciale i Microsoftprodukter. Nu skal Trifork være god til både teknologi fra Microsoft og open source-produkter.
»Købet styrker Triforks ambition om at være ledende one-stop leverandør af performance optimering af forretningskritiske systemer på tværs af platforme og teknologier,« siger administrerende direktør Jørn Larsen, Trifork i en pressemeddelelse
De 80 ansatte hos Trifork arbejder ud fra kontoret i Århus. De får nu selskab fra 18 nye kolleger fra Interprise i Hellerup ved København.
I en kommentar til opkøber siger Mads Nørgaard Madsen, administerende direktør i IT Quality, at det er spændende, når en open source-virksomhed som Trifork nu køber en forhandler, der er så meget orienteret mod Microsoft som Interprise er.
»Vi har hidtil følt os alene med vores mixed strategi. Historisk har Microsoftforhandlere været rene forhandlere af Microsoftprodukter, der ikke har kombineret Microsoft med open source,« siger IT Quality-direktøren
For kunderne er det en fordel at kunne få begge teknologier hos den samme forhandler. Det tjener forhandleren også på, siger Mads Nørgaard Madsen.
»Kunden burde få fordel, og det vil forhandleren også få i sidste ende,« siger Mads Nørgaard Madsen, IT Quality.
Trifork har fart på væksten. I juni købte selskabet Delta Software og i dagbladet Børsen i dag udtaler Triforkdirektør Jørn Larsen, at en planlagt børsintroduktion nu bliver udskudt og skal ske allerede i november eller december. Efter børsnoteringen skal der komme yderligere opkøb til, og direktøren ønsker endnu flere, fremgår det.
Den daglige ledelse af det nyindkøbte selskab vil blive varetaget af direktør Kim Møllgaard i samarbejde med administrerende direktør Torben Hyllested.