Det ligger nu fast, at Microsoft vil forsøge at redde pc-julehandelen ved at uddele kuponer, der giver en gratis eller billig opgradering af styresystemerne i de købte pc'er til Vista, der kommer på markedet i 1. kvartal 2007. Det fremgår af CRN's amerikanske søsterblad.
Kuponprogrammet betgenes Windows Vista Technology Upgrade Program og løber fra 26 okrtober i år helt frem til 15 marts 2007, skriver CRN US.
Distributører forventes af have kupon-versioner af XP på lager allerede fra den 15 oktober.
Microsoft vil ikke udtale sig om sagen, men bekræfter at de fører forhandlinger. Til gengæld udtaler flere producenter, herunder Dell, sig positivt om tiltaget.
CRN.com skriver, at erhvervskunder i USA vil få opgraderingen gratis, mens almindelige forbruger vil være lidt dårligere stillet. De vil nok få en kupon, men skal også selv lægge et beløb oveni.
Heller ikke hos Microsoft Danmark vil man kommentere sagen. Nis Bank Lorenzen, der er ansvarlig for Microsofts licensforretning, fortæller, at han godt har set historien på det amerikanske CRN. Men lige som sine ameirkanske foresatte har han ikke meget at sige om ordningen.
»Jeg vil kun sige, at vi i øjeblikket taler med partnerne om en sådan ordning, men vi har ikke noget at annoncere desangående,« siger han.
De danske partnere, som Microsoft er i gang med at tale med om en kuponordning, er primært pc-byggere og de store retailere.