Torsdag kom det frem, at Forbrugerminister Lars Barfoed, er parat til at tvinge et særskilt it-ankenævn igennem, hvis ikke der kan opnås enighed gennem forhandling. Hos DH&S kan man imidlertid ikke se nogen grund til at man skulle oprette et privat it-ankenævn, for der findes allerede et i forvejen i forbrugerklagernævnet.
»Vi har allerede et it-klagenævn, og rent teknisk kan vi ikke få det bedre. Det foregår på den måde, at når Forbrugerklagenævnet har samlet en række it-klager, så sætter de sig sammen. Her er så it-sagkyndige på både forbrugssiden og på erhvervssiden. Dertil kommer så en it-sagkyndig fra forbrugerklagenævnet som kommer ind og svarer opklarende spørgsmål,« siger Lars Quistgaard Bay fra DH&S.
Den nuværende løsning mener han, fungerer rigtig godt, fordi de jurister der sidder i forbrugerklagernævnet og forbereder sagerne, behandler mange andre klagesager om alt muligt lige fra møbler til biler.
»De har derfor et totalt overblik over retspraksis i købeloven, kreditaftaleloven og alle de love der gælder i den forbindelse. Hvis vi nu skulle lave et specielt klagenævn, og have en anden dommer der skulle være formand for det her nævn, så vil sagsbehandlingen alt andet lige blive ringere,« siger Lars Quistgaard Bay.
I stedet mener man hos DH&S, at man skal tildele ekstra ressourcer til Forbrugerklagenævnet, som man er meget tilfreds med, så sagsbehandlingstiden af klagesager ikke kommer til at overstige seks måneder. I dag kan en klagesag sagtens vare op til to år.