Computercitys svenske moderselskab, Siba, har i løbet af foråret lukket to af sine svenske butikker i henholdsvis Södertälje og Göteborg, og nu kan en tredje lukning i Svågertorp ved Malmö ifølge det svenske it24s oplysninger være på vej.
»Kontrakten i Svågertorp udløber ved årsskiftet. Der foregår stadig forhandlinger,« siger Sibas kommunikationschef Claudia Nilsson, som dog afviser, at lukningerne hænger sammen med koncernens anstrengte økonomi og den hårde konkurrencesituation på det svenske marked.
Siba kom i sit seneste regnskab ud med et underskud på 45 millioner svenske kroner. Ejerfamlien bag SIba købte tidligere i år den ligeledes underskudsplagede konkurrent Netonnet. Siden da har de nye ejere lukket Netonnets butik i Jönköbing.
Tilværelsen er i det hele taget hård for de svenske elektronikkæder. Blandt andet har Media Markt og Elgiganten i dette forår leveret trecifrede underskud.