IBM-specialisten i-Seven indkasserede et underskud på driften på 614.000 kroner i 2009. Når hele regnskabet endte med at postere et plus på bundlinien skyldtes det, at aktierne i i-Sevens svenske søsterselskab blev flyttet op i holdingselskabet.
Direktør Henrik Hansen fortæller, at det dårlige resultat skyldes at i-Seven i første kvartal 2009 pludselig blev ramt af krisen.
»Vi havde ikke bemærket krisen. Derfor var det en lidt brat opvågnen i starten af 2009. Vi blev ramt senere end så mange andre. Det overraskede os. Vi tabte 500.000-600.000 kroner i første kvartal, før vi fik rettet op. Og det fik vi ikke indhentet i resten af året,« siger Henrik Hansen.
Han understreger, at I-Seven nu har vendt forretningen og igen er en solid forretning.
» I første kvartal her i 2010 har vi haft et overskud på 300.000 kroner. Det må siges at være en turn-around i forhold til underskuddet på 600.000 kroner i første kvartal sidste år,« siger Henrik Hansen.
Han fortæller, at i-Seven er et solidt selskab, så derfor betyder sidste års underskud ikke noget i det store billede.
»Vi har altid gjort det rigtige, sparet op, aldrig taget udbytte ud af virksomheden, aktiveret udvikling eller lavet andre spidsfindigheder. Vi skylder heller ikke nogen penge i banken, så vi har sparet op til at kunne klare sådan en situation,« siger han.
Som en konsekvens af krisen sidste år, har i-Seven fået fokuseret forretningen.
»Vi har fået fokus på det, der er vores kerneforretning., og skåret virksomheden til. Det er blevet en succes,« siger Henrik Hansen.
Han forventer, at I-Seven i 2010 kommer ud med et ganske fornuftigt overskud. Samtidig pusler firmaet med, at udvide forretningen.
»Rent geografisk er vi med kontorer i Jylland, Københavnsområdet og Sydsverige der, hvor vi skal være. Men vi har gang i teknologiske overvejelser, som kan betyde, at vi udvider vores forretning, som følge af, hvor vores kunder bevæger sig hen,« siger Henrik Hansen og fortsætter med at give et bud på, hvad der sker i fremtiden for i-Seven:
»Vi er i dag et 100 procent rent IBM-hus. Det er meget vigtigt for os, at bibeholde den forretning, Men vi har overvejelser om, også at tage andre teknologier ind.«