Den danske parallelimportør Buyvision i Augustenborg lukker sin webshop ned til et minimum efter leverandørproblemer. Buyvision sælger fladskærme som de køber hos den franske webgigant Pixmania, men efter talrige kundeklager, fordi varerne ikke dukkede op, meddeler E-handelsfonden i dag, at fonden har taget e-mærket fra Buyvision.
»En del forbrugere har klaget over manglede levering, så jeg stopper med Buyvision og venter på, at tiderne bliver bedre,« siger Buyvisions indehaver Timur Jensen, der dog fortsætter sin forretning på et minimalt vågeblus udelukkende med varer fra danske leverandører.
Han begyndte som parallelimportør af fladskærme for to år siden, men i takt med at priserne faldt, valgte han at opgive sit eget lager og i stedet få Pixmania til at sende varerne direkte til slutkunden. Det skulle holde spare omkostninger til fragt, menPixmania har ikke været gode til at fortælle, når en vare var i restordre. Han har derfor først opdaget, at kunderne ventede forgæves på deres vare, når de har klaget til ham, fortæller han.
»Pixmania har været utrolig svære at samarbejde og kommunikere med, og der kunne nemt gå tre-fire uger fra vi kontaktede dem til vi fik en løsning,« siger Timur Jensen.
Ifølge E-handelsfonden mister Buyvision e-mærket fordi forhandleren ikke har afhjulpet de kundeklager, der har været. Timur Jensen afviser dog, at der ikke er taget hånd om problemerne eller at kunderne mister penge..
»Alle kunder har sikkerhed for deres penge, fordi de har betalt med Visa/Dankort, så nu har jeg kun tre-fire kundesager, som jeg mangler at få afsluttet,« forklarer han.