Smartphones kommer fremover til at spille en større rolle når det gælder om at surfe på nettet end den klassiske personlige computer. Det forudsiger Gartner i en ny rapport. Den forudsiger at mobilen vil overhale pc'en som det primære adgangsværktøj til nettet inden 2013. I nogle lande - som Japan - har mobilen allerede en langt mere fremtrædende rolle som internet-apparat end i Danmark.
Gartner forudsiger at der vil være 1,78 milliarder netopkoblede computere i 2013, men antallet af mobiltelefoner med internet-adgang vil ligge på 1,82 milliarder og vil vokse hurtigere end pc-markedet.
Og det interessante er, at den stigende mobile brug af nettet vil ændre websidernes udseende. Mobile brugere forventer at kunne navigere med færre klik end pc-brugere.
Der kommer flere websider som er optimeret til de små mobilskærme, og selv de store hjemmesider bliver nødt til at tilpasse deres struktur for at tage hensyn til de mobile brugere.
Gartner forudsiger også, at 20 procent af virksomheder overhovedet ikke vil eje deres egne it-ressourcer i 2012 - i stedet vil de leje sig ind hos cloud-udbydere og de enkelte medarbejdere vil medbringe deres egne bærbare computere.
I 2014 vil der være tre milliarder voksne i verden som vil være i stand til at gennemføre elektroniske transaktioner, enten gennem computeren eller mobiltelefonen - på dette tidspunkt vil 90 pct. af verdens befolkning eje en mobiltelefon, men en del af dem er dog simple modeller uden internet.