Forlystelsesparken Tivoli har lanceret en ny hjemmeside bygget op om et content management system fra danske Composite Netsystems. Allerede i de første dage har den medført et stort online-salg af årskort.
Tivoli har på kun en uge solgt flere tusinde årskort og dermed opnået en fjerdedel af det forventet online-salg for hele året.
Gæsterne kan nu også tilmelde sig nyhedsbreve pr. email og SMS.
Hjemmesiden er på mindre end tre måneder designet og implementeret af Composite-partneren Valtech, og systemet er integreret med Navision og Lotus Notes.
Nemt at opdatere - når vi får tid
Tivoli glæder sig over, at der med CMS-systemet er "stort set ingen grænser for, hvad vi selv kan opdatere uden programmering". Og forlystelsesparken regner da også med, at 1,5 millioner surfere vil lægge vejen forbi i år.
Men de mange udenlandske gæster blandt Tivolis besøgende må tilsyneladende væbne sig med tålmodighed trods det nye, opdateringsvenlige system.
I hvert fald er der indtil videre kun sendt en yderst skrabet engelsksproget version af hjemmesiden i vejret. Det meste er endnu "under construction", og adskillige links virker ikke.
Tivoli fejrer ellers 160 års jubilæum i år og kunne godt bruge nogle flere besøgende efter et kun "nogenlunde tilfredsstillende" seneste halvår. Sidste år lagde små fire millioner gæster fysisk vejen forbi parken.
Composite Netsystems har - ud over Tivoli - leveret sit CMS-system til blandt andet ISS og Berlingske Tidende.