Microsoft er nu ude med et åbent spørgsmål til storforbrugere af Googles produkter: Hvor meget synes i egentlig, Google skal vide om jer?
Det er almindelig kendt, at Google logger og analyserer alt, hvad vi foretager os i deres produkter for at målrette annoncerne bedst muligt, siger Microsofts engelske topchef Ashley Highfield. Udover at være chef for Microsoft sidder Ashley Highfield i flere råd og har længe været en integreret del af den britiske it-verden. I mange år stod han i spidsen for BBC's indflydelsesrige New Media & Technology afdeling. Han tror, at brugerne snart indser, at Internet Explorer fungerer anderledes end Google Chrome.
»Microsofts forretningsmodel er baseret på store virksomhedsaftaler, licensering af software og annoncering. Vores mål er, at Internet Explorer er den sikreste og mest private måde for folk at surfe på nettet. Google derimod, og det er ikke ment som en kritik, baserer deres forretning på deres søgemaskine – det er den, der er deres guldkalv, « siger Highfield ifølge Techradar og fortsætter:
»Så for Google handler alle deres services som Google Search, Gmail og Chrome om at trække så meget information ud af individets adfærd som muligt. Ifølge Google gør de det for at optimere din oplevelse, men hvis man anskuer det mere kynisk, så gør det det i stand til at udnytte dig fuldt ud, « siger Highfield.
Ligeglad med fart
Han peger på den integrerede adresse- og søgelinje som en af nøgleforskellene på Google Chrome og Internet Explorer.
»I Chrome er det en integreret søge og URL boks, mens vi med vilje adskiller dem i Internet Explorer, fordi det man skriver søgeboksen, bliver sendt tilbage til Bing, så Bing kan fortolke, hvad man søger og foreslå det mest præcise, det sker ikke i adresselinjen. Det er først nu gået op for mig, at de URL adresser jeg skriver i Chrome bliver logget, uanset om jeg trykker Return eller ej,« siger Highfield.
Han understreger, at han er klar over, at en hel del mennesker er bedøvende ligeglade med, hvad Google ved om dem, men han synes, de skal vide, at Microsofts tilgang er anderledes og at de har et valg. Han anerkender, at Internet Explorer 8 er langsommere end andre browsere, men tror ikke, at det har betydning for folks valg af browser.
»Vores undersøgelser viser, at folk ikke lægger mærke til hastighedsforskellene i de nuværende browsere. Når man skal tjekke sin netbank, eller hvad der spiller i biografen eller læse nyhederne, så spiller hastigheden ikke den største rolle,« siger han.