Den nordiske IT-konsulentvirksomhed Creuna fik i april sidste år tilført 33 millioner norske kroner for at styrke selskabet.
Siden da er der lagt tre virksomheder i kurven. Men firmaet har mod på flere opkøb trods de fortsat hårde tider i branchen.
Creuna - med hovedkontor i København - har netop udstedt nye aktier for 2,3 millioner kroner til ansatte og er klar til at skaffe ny kapital, hvis der dukker interessante købsemner op.
- Der er bestemt mulighed for nye opkøb i år, siger vicekoncernchef, Martin Hauge.
Sorte tal i Danmark
Creuna Danmarks regnskab for sidste år er endnu ikke offentliggjort, men ifølge Martin Hauge blev det til et underskud på omkring to millioner kroner mod et minus på 10 millioner kroner i 2001.
- Vi tjener penge i Danmark nu, men jeg vil være meget forsigtig med at spå om hele året, siger han.
Til gengæld bløder firmaet fortsat i Norge, der i højere grad end Danmark og Sverige er ramt af IT-nedturen. I 2001 blev det til et underskud på 16 millioner norske kroner.
På jagt efter emner
Creuna har ingen aktuelle planer om mere kapital, men vil ifølge Martin Hauge være rede til at gå på pengejagt, hvis der viser sig muligheder for attraktive opkøb.
Koncernen med kontorer i de tre skandinaviske lande er i sidste ende kontrolleret af norske Bjarne Rieber Gruppen med Fritz Rieber i spidsen. Koncernchef Svein Stavelin, Martin Hauge og øvrige ansatte har også aktier i selskabet.
Aktiviteterne bygger primært på de nordiske rester af konsulentfirmaerne Adcore og Razorfish.