Irak-krigen begynder nu at påvirke indtjeningen hos flere softwarefirmaer, og der kan være dårligt nyt på vej også fra hardware-producenterne.
Samtidig er analysefirmaet IDC blevet mere dyster omkring prognoserne for de globale IT-indkøb i år.
Det store amerikanske softwarefirma Peoplesoft sagde i går torsdag, at mange kunder udskyder deres IT-investeringer yderligere på grund af krigen i Golfen.
Firmaets indtjening i første kvartal ser nu ud til at blive syv procent lavere end ventet af analytikere, skriver Financial Times.
Omsætningen vil højst blive på 3,2 milliarder kroner mod forventet 3,4 milliarder kroner. Udmeldingen blev straffet med et fald i aktiekursen på 18 procent.
Også to andre softwarefirmaer, Sybase og Webmethods, melder om svigtende salg, særligt i den sidste uge af marts.
Det svigtende salg hos selskaberne, der udvikler virksomhedssoftware (ERP), kan være en forsmag på lignende dårligt nyt fra hardware-producenter som IBM, HP og Cisco.
IDC nedjusterer
Samtidig har analysefirmaet IDC nedjusteret sin prognose for de globale IT-investeringer i år.
Nu tror IDC kun på en vækst på 2,3 procent mod tidligere 3,7 procent. Samlet vil der blive købt IT for anslået 5.898 milliarder kroner.
Europa vil klare sig bedst med en vækst på to procent, mens det amerikanske marked vil vokse med 1,5 procent og det japanske falde med 1,4 procent.
Ifølge IDC vil softwarebranchen klare sig bedst, mens salget af hardware vil falde en anelse.
IDC forudsætter, at Irak-krigen ikke trækker ud. Gør den det, vil det ramme hårdt - ikke mindst i Mellemøsten.
Hvis ikke krigen bliver langvarig, vil de globale IT-indkøb vokse med 4-6 procent i 2004 og 6-7 procent i 2005.