Danmarks største ventureselskab, Dansk Kapitalanlæg, har sammen med to svenske kolleger dannet fonden Euroventures Nordico 2003, som også danske IT-virksomheder kan få glæde af.
Fra begyndelsen får fonden 370 millioner kroner at lege med, men det beløb vil senest om et år have rundet to milliarder kroner.
Fonden vil blive administreret af det nyfusionerede svenske Euroventures Nordico og også få kontor i København - sandsynligvis hos Dansk Kapitalanlæg.
- Der kan godt blive tale om at investere i IT-branchen, siger administrerende direktør Thomas Wernhoff fra Euroventures, som Dansk Kapitalanlæg allerede i en årrække har samarbejdet med.
Første firmaer i sigte
Administrerende direktør Niels K. Agner fra det børsnoterede Dansk Kapitalanlæg oplyser, at fonden allerede har et godt øje til flere virksomheder i Norden.
- Jeg vil ikke kommentere, om der er danske firmaer iblandt, men det kan ikke udelukkes, siger Niels Agner.
Dansk Kapitalanlæg har sikret sig mulighed for også at investere direkte i nogle af de firmaer, Euroventures Nordico 2003 sætter penge i.
Det danske ventureselskab har i dag blandt andet penge i batteriproducenten Danionics, Ebillet, Kirk Telecom og CMS-firmaet Synkron.