Artikel top billede

Nordjysk BI nærmer sig 100 millioner i omsætning

Targit i Hjørring fremhæves af Gartner som et af de vægtigste firmaer indenfor Business Intelligence.

Hjørring i Nordjylland kom sidste år på verdenskortet. I hvert fald inden for disciplinen Business Intelligence (BI): At samle data og præsentere dem, så virksomheder kan træffe velovervejede beslutninger.

Sidste år kom Targit på analysefirmaet Gartners Magic Quadrant for BI. Det er listen over de firmaer, man bør holde øje med inden for disciplinen. Altså de vægtigste BI-virksomheder i verden.

Nu bakker it-firmaets årsregnskab for 2010 op om den positive udvikling. Omsætningen er steget med knap 10 procent - fra 88 millioner i 2009 til sidste års 97 millioner kroner. Targit, der har omtrent 300.000 daglige brugere og omtrent 50 ansatte, er altså snigende tæt på den trecifrede millionomsætning.

"Hvis jeg skal pege på noget, så er det egentlig, at vi vækster hvert år, og så oplever vi en yderligere fragmentering  i markedet. Vi får flere kunder inden for alle de forskellige segmenter," siger Morten Sandlykke, direktør og medstifter i den 16 år gamle virksomhed.

Vækster i flere segmenter

Targit tilbyder deres egenudviklede Targiet BI Suite, der tilbyder en vifte af standardfunktioner til at indsamle data om kunder, omsætning, kundetilfredshed og alle mulige andre informationer, der kan få betydning, når ansatte i virksomheder og hos myndigheder skal træffe den rigtige beslutning. Tidligere var Business Intelligence forbeholdt store virksomheder. Nu har også mange mellemstore og mindre virksomheder taget princippet til sig, hævder Morten Sandlykke. Oven i købet har større virksomheder, som normalt ville vælge skræddersyede produkter, fået øjnene op for, at Targits standard-produkt også kan gøre gavn, siger han.

"Vi får større og større kunder ind. Standardprodukter har ellers måske været mere midmarkedet. Det er som om, at der sker mere standardisering af infrastruktur. Vi har jo blandt andet set en bølge med Microsoft, de har jo igennem de sidste år bevæget sig længere op i markedet med SQL. Det er teknologi baseret på standardkomponenter, som Targit passer perfekt med," siger Morten Sandlykke.

Der er også en tendens til, at Targit sælger flere licenser til de enkelte kunder, siger han. Flere og flere medarbejdere i virksomhederne får altså adgang til Business Intelligence. Det hjælper på udbredelsen, at man med Targits produkt kan vælge, hvad de enkelte medarbejdere får lov til at se. Dybt fortrolige informationer, som ikke må komme konkurrenten i hænde, kan altså begrænses til at være tilgængeligt for en lille top, mens operationelle medarbejdere får lov til at se de informationer, der er relevante for, at de kan optimere deres egne forretningsgange.

"I dag snakker man om BI som et værktøj for alle, lige fra operationelle medarbejdere, til ledelsen i toppen," siger Morten Sandlykke.

Satser på det amerikanske marked

I dag ligger en tredjedel af firmaets omsætning i Skandinavien, en tredjedel i resten af Europa og den sidste tredje i USA. Targit har haft repræsentanter i USA i ti år, men det var først, da firmaet sendte en dansk landechef til USA for fem år siden, at firmaet vandt frem blandt amerikanske virksomheder. Den næste tid forventer Targit at vækste på den anden side af Atlanten, så halvdelen af Targits omsætning for fremtiden ligger i USA.

Morten Sandlykke er optimist, men erkender, at der er mange andre, der vil det samme som Targit.

"Konkurrencen er selvfølgelig hård. BI er et fokusområde og et vækstområde. Jeg tror, at alle analytikere er enige om, at det er et vækstområde, og det tiltrækker jo konkurrenter," siger Morten Sandlykke.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere