Da firmaet Miracle A/S i foråret introducerede konceptet Fest For De Fyrede, blev det lidt sjovere at være arbejdsløs i it-branchen. Nu gentages succesen med øl og karriererådgivning til de fyrede it-folk. Og når der om godt en uge bliver holdt "Fest For De Fyrede" igen, så er det især opsagte it-folk over 50 år, der kan glæde sig.
Festen skal nemlig kickstarte en målrettet indsats fra Miracle om at hjælpe især de ældste it-folk videre i nye jobs. Ambitionen er at skabe et netværk for jobsøgende over 50 år. En målgruppe som fagligt generelt er meget specialiseret og kvalificeret men som måske ikke er vant til tilværelsen som arbejdssøgende.
”Populært sagt vil vi forsøge at fjerne noget friktion i jobmarkedet. Ofte går informationen om nye it-jobs meget langsom. Man kan godt nok tilmelde sig hos Jobindex og få tilsendt nyhedsbreve fra forskellige steder, men vi mener, at vi kan gøre det meget hurtigere og billigere ved at bruge en blanding af Twitter, Facebook og andre ting,” fortæller direktør Mogens Nørgaard.
Miracle har i et stykke tid haft en studentermedarbejder ansat til at koordinere indsatsen.
Gode erfaringer
Og de tidligere fester har udmøntet sig i andet end tømmermænd.
”Der kom det helt konkrete ud af sidste fest, at 3-4 stykker fik job bare ved at tale med de headhuntere, som vi fik til at komme. Der kom også det ud af dagen, at vi startede en ordning, så fyrede it-ansatte kan få en gratis kontorplads ude hos os. De sidder i et område lige over for mig, og vi giver dem gratis kaffe og internet. Ordningen betyder, at de kan holde sig i gang og udvide deres netværk,” fortæller direktør for Miracle A/S Mogens Nørgaard.
Festen holdes i Ballerup den 1. juni. Se mere her.
Husk også at tjekke jobportalen JobWorld for ledige stillinger.