Atea kan takke det danske marked for endnu et kvartal med øget omsætning. Nordens største it-forhandler har her til morgen præsenteret et regnskab for første kvartal, hvor den danske omsætning er steget til 1,134 milliard danske kroner, svarende til en stigning på 12,5 procent i forhold til året før. Dermed øger den danske del af Atea salget mere end Atea-selskaberne i de øvrige nordiske lande.
»Endnu en gang leverer Danmark et stærkt resultat i første kvartal som vi selvfølgelig er meget tilfredse med. Jeg vil gerne bruge lejligheden til at takke alle mine kolleger i Danmark for et veludført arbejde,« sagde Claus Hougesen.
Det er især hardwaresalget, der har trukket det danske Atea op, og her har den danske multimedieskat skabt »en øget efterspørgsel og en markant vækst«. Atea regner med, at hjemme-pc ordningen vil trække salget frem og øge Ateas danske omsætning op. Claus Hougesen afslørede ved morgens præsentation af kvartalsregnskaber overfor analytikere, at salg af pc’er til virksomhedernes danske medarbejdere skal være det enkeltområde, der bidrager mest til Ateas vækstmål.
Atea har en plan om at øge omsætningen til 19 milliarder danske kroner næste år, og for at nå det mål vil Atea skabe nye forretninger for i alt fire milliarder kroner.
Her skal alene Ateas danske salg af hjemme-pc’er vokse med hele 470 millioner kroner.
To millioner Windows 7-licenser
Desuden har Atea store forventninger til Windows 7, der skal trække 880 millioner kroner i øget salg. Atea har allerede solgt 403.000 af de to millioner Windows 7-licenser, som forhandleren vil sælge på nordisk niveau, og Claus Hougesen er overbevist om, at Atea vil nå målet
»Vi er langt foran vores delmål og der er ingen tvivl om, at Atea får sin del af dette marked,« sagde Claus Hougsen.
Samlet fik Atea en koncernomsætning i første kvartal på 3,4 milliarder danske kroner, en stigning på to procent i forhold til året før. Driftsoverskuddet, EBITDA steg med 31 procent til 113 millioner kroner.