Onlineforhandleren wupti.com får ny topchef, efter at administrerende direktør Torben Mouritsen har valgt at søge nye udfordringer. Hans sidste dag på kontoret bliver 30. juni. Derefter bliver det Mouritsens direktørkollega Claus Kristensen, der skal være wuptis øverste chef.
Ifølge Torben Mouritsen sker hans exit helt udramatisk, da han allerede i august i fjor meddelte wuptis ejere, at han ønskede at stoppe. Det har givet god tid til at forberede omrokeringen på ledelsesgangen. Han har dog ikke noget nyt job på hånden.
»Jeg har besluttet at tage et lille pusterum indtil videre. Jeg ved ikke, hvad jeg nu skal lave men jeg har erfaring med at ideer har det med at dukke op når jeg tager mig en pause. Min profil er at udvikle forretningsideer, og derfor er et vigtigt at tage den slags beslutninger på det rigtige tidspunkt,« siger Torben Mouritsen, som dog er tilfreds med at han forlader virksomheden på et tidspunkt, hvor man er inde i en positiv udvikling.
»Wupti.com er kommet fra ingenting til at sætte dagsordenen på det marked, som vi retter os imod,« siger han.
Torben Mouritsen startede wupti.com i 2006 sammen med makkeren Claus Kristensen, der altså nu sætter sig i den største direktørstol. Samtidig søger man nu efter en ny kommerciel direktør, som ifølge Torben Mouritsen skal have »en købmandsprofil«.
Claus Kristensen siger i en kommentar, at direktørskiftet ikke ændrer på forventninger om fortsat vækst og peger på, at wupti på tre år blevet Danmarks største onlinehandel inden for forbrugerelektronik og hårde hvidevarer. Det tilskriver han en fremsynet forretningsmodel og modet til at lægge sig foran, da internethandel stadig var i sin spæde opstart.
I 2009 voksede wuptis omsætning med 30 procent, samtidig med at man leverede overskud på 1,8 millioner kroner ud af en årlig omsætning på 350 millioner kroner.
Torben Mouritsen og Claus Kristensen var ved starten i 2006 medejere sammen med det østjyske energiselskab NRGi som finansiel partner. I begyndelsen af 2008 skød Leasy-koncernen kapital ind i selskabet og overtog halvdelen af ejerskabet, som nu deles fifty-fifty med NRGi.