Ofret for det væbnede røveri var det lille it-firma Roxy World Trading i Roskilde. Som omtalt i det seneste nummer af CRN er firmaet og det påståede røveri omgærdet af megen mystik.
Firmaet er ejet af en 24-årig engænder med bopæl i Manchester. Han har åbenbart har været velbeslået nok til at købe millionpartiet kontant, men er alligevel ganske ukendt i resten af branchen.
Ifølge mandens forklaring til politiet skulle CPU-partiet afsættes hos en kunde i Jylland, men ifølge CRNs branche-kilder er det umuligt at afsætte så store partier, som englænderen fik leveret en sen nattetime - og straks efter blev frarøvet af maskerede gerningsmænd, der bagbandt englænderen, sprøjtede spraymaling på et overvågningskamera og forsvandt i en hvid Ford Transit medbringende processorkraft til en værdi af 11 millioner kroner.
»Jovist er er der ting, som ikke er, som de skal være i denne sag,« funderer kriminalassistent Birkestrøm i Roskilde Politi.
Han oplyser, at Roskilde Politi arbejder med flere parallelle teorier: dels at røveriet faktisk foregik, som ofret har fortalt, dels at der er tale om forsikringsvindel, momssvindel eller begge dele. Af den grund har politiet bedt ToldSkats centrale svindelkontor hjælpe til med efterforskningen. Og da de 14 kasser med CPUer stammede fra England, har man også inddraget de britiske myndigheder.
Politiet oplyser, at den 24-årige englænder ikke er sigtet, og at han i princippet kan forlade landet, hvis han vil.
»Men vi ved, hvor han bor,« siger kriminalassistenten.