Jeg har gennem tiden brugt rigtig, rigtig meget tid på fænomenet SKI. Alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvordan et aktieselskab med 86 medarbejdere og en omsætning på under 100 millioner kroner til stadighed kan tiltrække sig så meget opmærksomhed fra så mange i it-branchen.
- Hvorfor er hele ledelsen fyret?
- Hvorfor gider staten ikke at bruge SKI?
- …og hvorfor brokker alle producenterne sig konstant over SKI, senest tidligere Venstreminister Rikke Hvilshøj?
- Hvad er der i grunden galt med SKI?
SKI administrerer indkøbsaftaler, der giver en årlig omsætning på 13 milliarder kroner. Så lad os starte med at stille et helt enkelt spørgsmål:
Hvad ville der ske, hvis man gav en nogenlunde talentfuld indkøbsansvarlig fra it-branchen ansvaret for 13 milliarder og lønnede ham efter, hvad han opnåede i besparelser?
Uden at blinke vil jeg estimere, at han kunne spare det offentlige for mindst 30 procent, hvis der var fokus på at skaffe mængderabatter. Det svarer til rundt regnet fire milliarder kroner, som producenterne i dag får i overpris til gengæld for at aflevere 100 millioner kroner i SKIs kasse plus udgiften til at udforme udbudsmaterialer.
Hvis du mener 30 procent er overdrevet er det helt ok. Så sæt satsen til det halve. Resultatet skal stadig opgøres i milliarder.
Det skyldes som nævnt, at priserne på SKIs rammeaftaler er listepriser, med marginale rabatter.
Måske er det grunden til, at it-branchen aldrig har gjort noget ved SKI, andet end at brokke sig.
Det her ved Claus Hjort Frederiksen udmærket, så hvorfor ringer Rikke Hvilshøj ikke til ham i stedet for at klage over hun skal bruge 40 mandetimer på at lave et printerudbud om?
Det gør hun ikke, fordi hun ikke ønsker SKI skal laves om. For hun kender også ovennævnte beregning.
SKI-miseren handler også om, at staten ejer 55 procent af selskabets aktier. Kommunerne ejer 45 procent.
Men i 2006 startede Claus Hjorts forgænger Thor Pedersen Statens Indkøb. Nu skulle alle statslige institutioner - også de selvejende - købe it ad den vej. Vi er nu i 2011, så det er meget svært at forstå, at det store S i SKIs navn ikke for længst er slettet.
Det er højst mærkværdigt, at hovedaktionæren i SKI ikke finder kerneproduktet i deres egen virksomhed så attraktivt, at de selv vil købe det.
Jeg er helt med på, at SKIs kerneprodukt i mange år har været værdiløst. Men hvorfor gør staten som hovedaktionær ikke noget ved dette grundlæggende problem, i stedet for at trække sig.
Men hvad er formålet med SKI?
Det skal man lede længe efter. Men leder man længe nok på SKIs hjemmeside finder man følgende:
»…at bruge det offentlige indkøbsbudget som en løftestang til at sikre mængderabatter på de mest almindelige varer og ydelser til det offentlige.«
I grunden et meget præcist og enkelt formål, glimrende formuleret - super formål, der har fortjent sit eget menupunkt på hjemmesiden.
Læser man videre under punktet »Hvem ejer virksomheden«, finder man forklaringen på, hvorfor ovennævnte formål klinger hult for enhver, der har brugt oceaner af tid på at udfylde og aflevere nyttesløse dokumenter til SKI de seneste 16 år.
»I kraft af vores forretningsmodel har vi selv klar interesse i at etablere nyttige aftaler, der bliver brugt ofte og derved kan finansiere vores fortsatte eksistens.«
Nåååh, på den lumske måde. Det er lige præcis det formål, SKI har.
Lettere omskrevet er SKI et fordyrende mellemled, der alene har til formål at finansiere tårnhøje lønninger til sine medarbejdere.
Og her ligger også årsagen til, at SKI til stadighed vækker forargelse og trækker overskrifter.
Men hvorfor har branchen fundet sig i dette i 16 år?
Det har man som nævnt, fordi de store omkostninger, man har til SKI er peanuts i forhold til, hvad man sparer ved ikke at skulle betale de mængderabatter som et konsolideret indkøb på 13 milliarder kroner om året ville afstedkomme.
Og skatteyderne betaler.
Claus Hjort trækker sig også kun fra SKI uden at sælge/lukke dem for at tilfredsstille kommunernes ønske om at bevare de kommunale it-chefers pamperindkøbsvælde. Alle, der har handlet med den kommunale sektor, ved præcis, hvad jeg taler om. Og så en dårlig undskyldning om overholdelse af EU’s udbudsregler. Det kan SKI ikke engang finde ud af, og så noget med CO2-udslip og grønne skove, som det aldrig er lykkedes SKI at få til at blive andet end en hensigt.
Hvor længe vil du brokke dig over SKI?