På kort tid har to anderledes forhandler-koncepter set dagens lys. Som de to første har forhandlerne Outwave og Wakywaky kombineret it-salg med levering af bredbånds- og telefoniydelser.
Firmaet Outwave har siden august gjort sig bemærket med helsidesannoncer i dagspressen med såkaldte alt-i-ét-tilbud med 42 tommers fladskærm, mobiltelefoni, ip-telefoni og bredbånd. Et tilbud som ifølge administrerende direktør i Outwave, Henrik Ørum Nissen, primært henvender sig til private kunder.
Samtidig har firmaet Wakywaky for tre uger siden lanceret en lignende alt-i-én-løsning, som hovedsagelig sigter efter erhvervssegmentet.
Hos leverandørerne af de såkaldte oplevelsespakker kan kunderne købe kæmpe fladskærme og mobiltelefoner med en kredittid på mellem 24 og 60 måneder. Og oven i hatten kan man tegne et mobil- og bredbåndsabonnement.
It-analytiker Anders Elbak fra IDC kalder koncepterne for en god ide i et ellers skarpt opdelt og konservativt it- og telemarked.
»I dag skal der mere til for at skille sig ud på markedet. Og det er klart et koncept, som har manglet i kanalen. Der har længe været behov for nytænkning. Det kan i hvert fald bruges til at holde bedre styr på kunderne. Det er faktisk overraskende, at det ikke er kommet tidligere. Men det er ofte små spillere, der laver forandringer i markedet,« siger Anders Elbak.
Outwave og Wakywakys koncept kræver dog ifølge Anders Elbak en vis volumen, for at investorerne bag de nye koncepter kan tjene deres penge hjem igen. Men it-analytikeren vurderer, at selskaberne har gode forudsætninger for at slå igennem i it-kanalen, hvis ellers økonomien er strikket rigtigt sammen.
Læs mere i det trykte CRN; der udkommer i dag, onsdag den. 4 oktober.