Forbrugerne tog godt imod indbyggede kameraer, polyfoniske ringetoner, højopløsnings-farveskærme og forbedrede mailprogrammer.
Det var alt sammen, som dukkede op i mange af de nye mobiltelefoner i slutningen af sidste år.
De avancerede funktioner er analytikernes forklaring på, at salget af mobiltelefoner i fjerde kvartal steg med 24 procent i forhold til tredje kvartal. Det skriver Bloomberg.
De tre sidste måneder af kalenderåret er traditionelt gode på grund af julehandlen, men stigningen er større end normalt.
Ifølge analysebureauet Strategy Analytics blev der solgt 126 millioner mobiltelefoner i hele verden i de sidste tre måneder af 2002, mens der i tredje kvartal kun blev langet 102 millioner nye telefoner over alverdens butiksdiske.
Nokia erobrede nye markedsandele med sine modeller 6610 og 7210 med farveskærme og gik fra 35,7 procent i tredje kvartal til 36,4 procent i fjerde kvartal.
Alene Nokias salg steg med 26 procent i de sidste tre måneder af året.
Motorola ligger fortsat på andenpladsen med 17,5 procent af verdens mobilsalg.