Det tidligere lokomotiv for fransk IT-industri, IT-servicekoncernen Bull, er fortsat i alvorlige problemer, selvom selskabet ifølge egne oplysninger er forud for en et år gammel redningsplan.
Koncernen leverede sidste år et underskud på fire milliarder kroner, og det har fået ledelsen til at rykke ud med raslebøssen og bønner om hurtig hjælp.
Bull skal den 1. juli betale et lån på 3,4 milliarder kroner tilbage til den franske stat - og det er umuligt, hvis ikke IT-serviceselskabet får flere penge. Det skriver Financial Times.
Ønsket om flere penge er henvendt både til de nuværende aktionærer - NEC, Motorola og France Telecom - og eventuelle nye investorer.
Selskabets bestyrelsesformand, Pierre Bonelli, oplyser, at der er flere muligheder for, hvordan sådan en kapitaltilførsel kan sættes sammen. Japanske NEC kan skyde flere penge ind, eller amerikanske og europæiske fonde kan købe aktier.
Endelig peger Bonelli på, at Bull kan gå sammen med IT-selskaber fra andre lande og danne en pan-europæisk IT-gruppe.
Bestyrelsesformanden fremhæver i sine invitationer til pengeindskud, at Bull er forud for den genopretningsplan, koncernen har fulgt i et år.
Genopretningsplanen er den seneste i en lang række af sådanne planer. I 1988 beskæftigede Bull 46.000 personer. I 2002 var der kun 8.000 ansatte tilbage.
Bull har i de seneste år solgt de fleste europæiske IT-service-aktiviteter og sin smart card-forretning fra.