Dansk Data Display, der forhandler og udlejer audivisuelt udstyr, video og DVD, har fremlagt årsregnskab for 2005/2006.
Virksomheden, der har 75 medarbejdere og kontorer i København og Århus, har opnået en fortjeneste før skat på 6.494.823 kroner, hvilket er en fremgang på nær 37 procent i forhold til året før.
»Vi har stor vækst i omsætningen på vores kerneydelser som videokonferencer og indretning af møde- og undervisningslokaler. Særlig succes har vi haft med smartboard, den interaktive tavle, som nu findes i tusindvis af klasserum i danske folkeskoler,« siger administrerende direktør Brian Würtz til CRN.
Han tilføjer, at også indtjeningsgraden har været stigende, og at væksten både ligger indenfor hardware og service.
»Halvdelen af vores ansatte er beskæftiget med serviceydelser omkring vores hardware,« siger direktøren.