EL-Gigantens norske moderselskab Elkjøp vil øge satsningen på internetsalg.
EL-kæderne opruster i kampen mod internetbutikkernes lavere priser. Men for at forbedre netsalget kan det blive nødvendigt at opkøbe en eksisterende spiller.
Hos Elkjøp er målsætningen, at 20% af salget skal foregå over internetttet inden 2010 skriver Aftenposten.
For at nå et så dramatisk vækstmål overvejer Elkjøp at opkøbe en eksisterende netbutik. Henrik Bjønnes chefen for Elkjøp i Norge udtaler til Digi.no.
»Vi er da på udkig efter aktører som har været tidligt ude på internettet og har den rette knowhow på området«
I dag foregår kun 1 procent af Elkjøps omsætning på internettet.
En af Elkjøps muligheder kunne være den største norske internetbutik Komplett, men ifølge chefen Eric Sandtrø er Komplett selv på udkig efter kandidater til opkøb.
Dermed er der lagt op til en omfattende opkøbsrunde i Norge, og i følge Eric Sandtrø går udviklingen i Norge klart mod færre men større aktører.
"Jeg tror, det ville gavne kunderne med færre netbutikker, der er mange små butikker, der er alt for små til at lave de nødvendige investeringer", siger Eric Sandtrø til digi.no
EL-Giganten i Danmark opkøbte i september Electronic World, og den administrerende direktør Jesper Boysen siger, at nethandlen herhjemme bliver vigtig for virksomheden. Han mener dog, at væksten skal ske organisk og ikke via opkøb i Danmark.
»Vi arbejder på at udvikle vores egen hjemmeside først. Det går forrygende lige nu, men der er selvfølgelig masser af ting, man ikke kan endnu som for eksempel download af musik«, siger Jesper Boysen.