Forsøget på at få et alternativ til C5-forretningen er slået fejl for den nordsjællandske ERP-forhandler Datacomfort i Græsted. Det står fast efter et pauvert 2009-resultat, konkluderer hovedejeren Carsten Kock.
I 2008 valgte C5-forhandleren ellers at sprede sine kompetencer for at kunne tilbyde sine kunder en valgmulighed mellem flere forskellige ERP-systemer.
Men succesen udeblev og hovedejer i Datacomfort Carsten Kock konkluderer i dag, at Visma har svigtet samarbejdet med forhandleren.
»Visma har ikke levet op til deres løfte om at hjælpe med medarbejdere og kunder,« siger Carsten Kock.
Han vurderer, at Datacomfort forgæves har brugt op imod 500.000 kroner på certificeringer, direct mail og på at ringe til potentielle Vismakunder.
Samtidig kan den myslykkede satsning aflæses direkte på bunlinein. Efter det første år med Visma kan Datacomfort notere et resultat før skat på 309.000 kroner, det laveste resultat siden 2005. Det er dog ikke tabet, der ærgrer Carsten Kock mest.
»Det mest frustrerede er den energi vi har brugt på Visma,« siger han.
Datacomfort trak stikket på sin Vismasatsning allerede i sommeren 2009, da forhandleren erkendte, at resultaterne udeblev. Men på trods af de brudte løfter og uindfriede mål, er han ikke skuffet over fiaskoen.
»Sådan er det at drive forretning, så jeg er ikke bitter eller sur,« siger Carsten Kock, der vedstår, at en del af fejlen også ligger hos hans virksomhed.
Det kræver fem eller syv gange så lang tid at tilrette en Visma-løsning, som det tager at tilrette en C5-installation, og det gør Visma for dyr for Datacomforts kunder, der er forholdsvis små, forklarer han.
»Måske var vi ikke gode nok eller måske fejlvurderede vi markedet heroppe, fordi kunderne er meget følsomme overfor prisen,« siger Carsten Kock.
Datacomfort har otte ansatte og fast tilknyttede konsulenter, der tilsammen i regnskabsåret 2008-9 omsatte for lige under 10 millioner kroner.