Den nye Playstation 3 skal for alvor få gang i salget af konsollen på verdenplan og i Danmark. Herhjemme melder distributøren Nordisk Film ud, at der skal sælges 50.000 af den nye slanke Playstation 3 inden jul.
Det er målsætningen.
50.000 enheder.
Indtil nu har Nordisk Film solgt 130.000 Playstation 3 i Danmark siden oktober 2007. Det er 5.909 konsoller om måneden. Det tal skal mere end fordobles.
I løbet af de næste fire måneder skal 12.500 Playstation 3 Slim hver måned finde en ny ejer.
"Det, mener vi, er realistisk med den nye lavere vejlende pris, sammenholdt med, at 50 procent af salget på forbrugerelektronik ligger i fjerde kvartal," siger Nordisk Films salgsdirektør Annette Jacobsen til CRN's søstersite ComON.
Stadig for dyr
Men det er der ikke mange andre i branchen, der mener. Selv om Nordisk Film og Sony mener, at Playstation 3 er billigere i Slim udgaven, så er det ikke tilfældet målt i kroner og øre. Direktøren for Blockbuster, der sælger Playstation mener, at den stadig er for dyr.
"Man må sige, at Nordisk Film har meldt en meget aggresiv målsætning ud. Hvis de skal nå den, kræver det en endnu lavere pris og massiv markedsføring," siger Søren Heilman, der er administrerende direktør i Blockbuster til ComON.
Blockbuster har længe solgt Playstation 3, og inden prissænkningen kostede en Playstation 3 med 80GB harddisk og et par spil nogenlunde det samme som den nye Playstation 3 gør. Den nye, Slim, har dog en større harddisk, fylder mindre og bruger mindre strøm.
"For forbrugeren er der ikke tale om en prissænkning. Det er det samme produkt til den samme pris," siger Thomas Tanggard, der er redaktør på Gamereactor til ComON.
Han tror ikke, at Nordisk Film og Sony når målet med 50.000 solgte i Danmark inden jul.
"Det er ret højt sat. Problemet er, at Playstation 3 slet ikke har den samme dominans som Playstation 2 havde. Xbox 360 er blevet et meget stærkt forbrugerbrand både før og efter PS3 kom på markedet. PS3 kommer aldrig til at overhale Xbox 360 med mindre Microsoft lancerer en helt ny konsol. Derfor har Sony ikke adgang til den eksklusivitet som de tidligere havde. Der er ingen kvalitetsforskel på spillene til de to konsoller. Det er de samme spil, derfor har jeg personligt måttet råde mange venner og bekendte til at købe den langt billigere Xbox 360. Hvis der overhovedet er tale om en prissænkning, så er det for sent," siger Thomas Tanggard.
Men Annette Jacobsen, der er salgsdirektør hos Nordisk Film lader sig ikke ryste.
"Det er rigtigt, at mange butikker har solgt den gamle Playstation 3 billigere. Men den vejledende udsalgspris er nu sat ned fra 3499 til 2799. Da vi lancerede PS2 Slim til en lavere pris rykkede salget helt vildt. Så vi baserer målsætningen på tidligere erfaringer, og vi bakker vores ambition op med en massiv markedsføring på alle platforme, hvor vi går efter familierne, og ikke den 15-35-årige gamer," siger hun.
Inden jul sætter hun trumf på med et godt tilbud.
"I starten fokuserer vores annoncer på selve Playstation3 Slim, men anden etape har fokus på Uncharted 2, som vi bundler med PS3 Slim," siger hun.
Netop Uncharted 2 er blandt de eksklusiv-titler, som Thomas Tanggard mener kan redde Playstation 3.
"Hvis de har held i sprøjten med nogle gode eksklusiv-titler, så kan de måske nå målet. Men samtidig er der meget eksklusivitet til Xbox 360. For eksempel kommer mange udvidelsespakker kun til Xbox'en," siger han.
Ud over Uncharted 2 er også efterfølgerne til Shadow of the Collosous og God of War på vej til PS3.
Microsofts modtræk
Sammen med eksklusiv titler skal Blu-ray stadig sælge Playstation 3. Men det er ikke længere så nyt og eksotisk, som da PS3 kom frem. De billigste afspillere er på vej under 1.000 kroner. Det kan måske få formatet i gang. En undersøgelse fra den danske Videogramforening, viser at Blu-ray stadig ikke rigtig har sat af. Det vil Blockbuster gerne have ændret.
"Vi er interesserede i at sælge mange Playstation 3'er for at få Blu-ray udbredt," siger Søren Heilman.
Han vurderer, at Blu-ray udgør 10 procent af de lejede titler og lidt mere af de solgte.
Men en del analytikere mener, at Blu-ray er et dødt format, der allerede er overhalet af streamingtjenester som for eksempel TDCs Video On Demand.
"Jeg tror streaming vil leve side om side med Blu-ray. For at få den fulde HD oplevelse i 1080p, så kræver det en fysisk disk, og mange vil være interesserede i at udnytte deres fladskærme fuldt ud," siger han.
Han mener også, at fænomenet streaming er så ukendt for hr. og fru Danmark, at der ikke er en god forretning i det endnu.
Det mener Microsoft til gengæld. Xbox Live er Microsofts abonnementssystem, hvor det koster 300 kroner i kvartalet at være med. Senere i år lancerer Microsoft en filmstreamingstjeneste på Xbox Live. Her kan man leje helt nye film i fuld HD på 1080p. Dermed bliver forskellen på PS3 og Xbox 360 endnu mindre. Den ene har Blu-ray. Den anden har online HD.
"Vores fokus er lige nu rettet mod at få flere med på Xbox Live og tjene penge der. Vi regner med at sælge flere Xbox 360 end sidste år og interesserer os ikke så meget for Playstation 3," siger Claus Due, der er chef for Micrsofts Xbox 360 afdeling i Danmark.