Firmabilen gjorde udslaget. Kasper Rørsted fik to forskellige tilbud om job som nyuddannet civiløkonom. Da han skulle træffe valget mellem reklamebranchen og IT-branchen, blev det IT-branchens firmabil, der virkede som effektiv lokkemad.
Siden er det gået stærkt. I løbet af 18 år er den nu 40-årige århusianer blevet en verdensmand. Nærmere bestemt leder af Hewlett-Packard i regionen Europa, Mellemøsten og Afrika.
Han er en vaskeægte strateg og slider. Han er typen, der vinder "stoledansen", som han betegner kampen om posterne i en fusionsproces.
Også den stoledans, der har fundet sted, efter HP købte Compaq, hvor Kasper Røsted indtil april 2002 var europæisk topchef med 20.000 ansatte under sig. Nu er tallet vokset 42.000 underordnede.
"Bad numbers are bad people"
Århus 31. januar 15.07. Klokken havde sneget sig lidt over starttidspunktet, da Kasper Rørsted blev budt velkommen på scenen til at fortælle sin bysbørn om sin karriere.
Karriere Kasper Rørsted startede som sælger i 1985, men bevægede sig hurtigt op på lederniveau. Her er hans CV i kort form:
|
- Hvis det her havde været et møde, jeg havde indkaldt til, var vi startet til tiden. Ordnung muss sein, mener jeg. For når 25 mennesker skal vente fem minutter på at komme i gang, er fem gange 25 minutter jo tabt ud af vinduet, sagde Kasper Rørsted.
Og det er tal, der for alvor tæller for Kasper Rørsted. Salgstal, vækstprocenter, markedsandele, medarbejderantal, aktiekurser.
Derfor starter han også sin præsentation af sig selv og sin arbejdsplads med at remse en masse tal op om HP og konkurrenterne.
- Der er to ting, der kan gøre mig sur: Hvis jeg ikke når mine tal, og hvis nogen fedter rundt med beslutningerne. Det er en indgroet kultur i HP, at "bad numbers are bad people" og omvendt. Der er udelukkende fokus på kompetence og performance, siger Kasper Rørsted og citerer en sportsstjerne for at have sagt:
"Man er nødt til at være nummer et, for nummer to er den første blandt tabere."
Sammenbidt slid
Kasper Rørsteds familie kan der også sættes et par tal på. Den består af tre børn og en kone, han mødte for 15 år siden.
Kasper Rørsted under sit besøg i Århus Foto: Malene Grouleff |
- Jeg er mere sammenbidt end de fleste. Sidste år aflyste jeg alle ferier og arbejdede hver eller hver anden weekend. Det er den pris, jeg betaler. Jeg har ingen fritid, ikke noget socialt liv uden for mit arbejde. Mit golfhandicap er højere end min alder. Jeg har min familie og mit arbejde, fortalte han.
Det er lysten til friheden og til at have beslutningskompetence, der har fået Kasper Rørsted til at vælge et liv, hvor karriere med umanerligt stort K dominerer.
- Det er ikke for pengenes skyld, jeg arbejder. Det er lysten, og jeg tror på, at jeg er den bedste til jobbet. Det er godt for egoet i perioder, men det er hårdt for familielivet i perioder, konstaterede han.
Kommer du nogensinde i tvivl, om det er det værd?
- Nej, det gør jeg ikke. Det har været hele turen værd. Det handler om at acceptere, at man ikke kan begge dele. Men jeg kan da godt blive frustreret, som forleden dag, hvor min søn skulle spille sin første koncert på guitar, og jeg ikke kunne være der, lød svaret fra Kasper Rørsted.
Sportsstjerner som naboer
Han og familien bor med sportsstjerner som naboer på Mozart Strasse i München og tager på Skagen, når de en sjælden gang i mellem tager på ferie.
Hans egen opvækst var også præget af karriere og konkurrence. Faderen, økonomiprofessor Bendt Oluf Rørsted, gjorde sig blandt andet gældende en i lang række bestyrelser i dansk erhvervsliv. Moderen sørgede for hjemmefronten, ligesom Kasper Rørsteds kone gør i dag.
Kasper var på mange ophold i HP's hjemland. Blandt andet på sportsskoler.
- Jeg blev nok præget meget af USA og var tiltalt af kulturen. For eksempel den amerikanske virksomhedskultur, der gør det muligt at blive forfremmet relativt hurtigt, fortalte Kasper Rørsted og gav sit bud på, hvordan man når så langt med sin karriere, som han har gjort.
- Det handler om at opsøge de situationer, hvor beslutningerne tages. Om at foreslå sig selv til et job, også selvom man ikke er kvalificeret til det. Man skal være ekstremt fokuseret på det, man gør. For det, der er meget svært, kan ikke lade sig gøre, hvis du ikke tror 100 procent på det.
Kasper Rørsted fortæller, hvordan han i sin tid truede Compaqs topledelse med at forlade firmaet, fordi han var blevet forbigået til chefposten i Europa. Da det ikke umiddelbart havde nogen effekt, sagde Kasper Rørsted op og blev direktør i softwarefirmaet Vignette.
Men alligevel blev han ved med at presse på hos topledelse i Compaq for at få europachef-stillingen. Det lykkedes seks måneder efter.
Slå IBM eller Carly?
Så da Kasper Rørsted efter foredraget i Århus bliver spurgt, hvad hans næste karrieremål er, holder han tydeligvis kortene ind til kroppen.
Som europæisk leder i verdens næststørste IT-firma er danske Kasper Rørsted nået så langt, at udvalget er begrænset, hvad angår næste karrieretrin.
For det skal give et endnu større ansvar. Ellers er alternativt at gå på pension. Han er nemlig en udpræget enten-eller mand. Up or out, som han siger.
- Jeg har altid været tilfreds en hel dag, når jeg er blevet forfremmet.