Det sociale netværk MySpace forsøger nu at stoppe brugerflugten til Facebook ved at introducere en ny funktion, som gør det muligt at synkronisere mellem de to tjenester. Med den nye funktion, Sync with Facebook, kan man sørge for at statusopdateringer fra MySpace automatisk bliver overført til Facebook.
MySpace har allerede en lignende funktion, som sørger for at synkronisere statusopdateringer med mikroblogging-tjenesten Twitter.
Fremover behøver man altså kun opdatere sin status ét sted og det bliver automatisk sendt til profilen hos Facebook. Det er også mulighed for at dele videoklip, musik, links og andet indhold mellem Facebook og MySpace.
Det er selvfølgelig en stor fordel for MySpace, hvis brugerne kan opdatere deres profil på Facebook og se, hvad vennerne har tilføjet, uden at skulle forlade MySpace.
I dysten med Facebook er MySpace faldet langt tilbage og den nye firmachef Mike Jones, som overtog roret i juli, har forsøgt at starte flere nye tiltag for at få vendt den negative udvikling.
MySpace er ejet af Rupert Murdochs mediekoncern News Corp.