Det er fuldstændigt usynligt for kunderne, at mange bærbare pc’er er udstyret med indbygget 3G. Hverken producenter eller forhandlere udnytter mulighederne for at bruge 3G som opsalgsparameter, mener teleanalytiker John Strand.
»Prøv at finde en bærbar med 3G på HP’s hjemmeside De er der ligesom hos de andre producenter. De skilter bare ikke med det, og så er det næsten umuligt at finde dem,« påpeger John Strand.
Producenterne tænker alt for snævert markedsfører kun 3G på netbook-markedet, som John Strand ser det.
»Det virker som om producenterne mere er interesserede i at sælge netbooks med 3G til teleoperatørerne, end i at sælge 3G via forhandlerne. Bæbare med indbygget 3G er byens bedst bevarede hemmelighed. Det er skræmmende. Det sælges mellem 18.000 og 32.000 mobilt bredbånd hver måned. Det er et oplagt marked, men hvis kanalen ikke gør en aktiv indsats i det marked, så sælger de heller ikke noget,« siger John Strand.
Han påpeger, at selv om der er økonomisk krise, vokser mængden af mobilt bredbånd stadig.
»Jeg tror, at kunderne er villige til at betale mere for at få mobilt bredbånd. Men det kræver, at forhandleren og producenterne ikke er passive,« siger John Strand, der mener, at kanalen har overladt alt initiativet omkring bredbånd og netbooks til teleoperatørerne.
»Men hvis en bondemand glemmer at gøde sin mark i foråret, så får han svært ved at høste i efteråret.«