Hvad holder du mest og mindst af ved it-branchen?
Jeg holder af den dynamik der er i branchen hvor to uger sjældent er ens. Og så det faktum at it rører ved rigtig mange menneskers hverdag og kan være med til at forbedre både privatpersoners og virksomheders hverdag.
Hvad er du mest stolt af i din karriere?
At jeg i mine forskellige job har fokuseret på hvordan marketing kan skabe værdi for virksomheden ved at fokusere på kunderne. Uden fokus på værdiskabelse bliver marketing ofte opfattet som en ren omkostning som nemt kan reduceres uden påvirkning af den øvrige forretning.
Og hvad er du mindst stolt af?
At jeg ikke lyttede til en god kollega der advarede mig mod at skifte job til et e-learning hus i 2002. Det blev en kort fornøjelse.
Hvilken person i it-branchen har betydet mest for dig?
Det må være iværksætter og grundlægger af Columbus IT Partner Michael Gaardboe som var min første arbejdsgiver i it-branchen. Michael gav mig chancen for at arbejde med marketing trods en generel skepsis for hvad marketing kan udrette.
Hvor ville du være i dag, hvis du kunne gå tilbage i tiden og selv udforme din karriere?
Det samme sted - i Canon. Jeg bruger ikke meget tid på at tænke over, om jeg kunne have handlet anderledes. Jeg har selv taget beslutning om de karriereskift, jeg har haft og derfor er jeg tilfreds med min nuværende karriere.
Hvad laver du om 10 år?
Nu er jeg lige startet i Canon, og med de muligheder der ligger her, er jeg sikkert også i Canon om 10 år. Helt sikkert er det, at jeg arbejder med sammenhængen mellem marketing, salg og virksomhedens værdiskabelse. Med kunden i fokus!
Hvilket job - udover dit nuværende - ville du have, hvis du var økonomisk uafhængig og kunne vælge frit?
Så ville jeg sikkert drive et lille hotel med gourmetrestaurant i Sydfrankrig sammen med min hustru og vores børn. Med egen vinmark og tilhørende produktion.
Hvad er den største trussel mod din del af branchen?
Lad mig kalde det udfordring i stedet for trussel: At skabe forståelse blandt vores kunder for, at integrerede print- og scanningsløsninger er en værdiskabende del af virksomhedens kommunikationsapparat frem for en ren omkostning.
Hvad ville du gøre, hvis du var Danmarks it-minister?
Så ville jeg sikre at grøn it blev prioriteret højt på dagsordenen i både det offentlige og det private. Klimaudfordringen er et fælles ansvar og derfor er det vigtigt, at vi alle vælger produkter og leverandører som har fokus på at minimere den negative påvirkning af vores klima.
Hvordan takler du arbejdspres?
Jeg tror, nøgleordet for at håndtere et stort arbejdspres er fleksibilitet. Hvis du ved, at du med god samvittighed kan hente dine børn fra skole i ordentlig tid og så arbejde om aftenen i stedet, kan både arbejdsliv og privatliv forenes.
Hvordan kobler du af?
Jeg forsøger at koble af ved at være sammen med familie og venner. Gerne med en sejltur i vores båd eller over en god middag. Og så prøver jeg at komme til bunds i den liste af opgaver på huset som aldrig synes at blive kortere.
C.V.
2008: Marketingdirektør, Canon Danmark
2007: Business planning manager, Microsoft
2003: CRM-chef, Microsoft
2002: CRM-chef, Navision
2000: Direct marketing-chef, Mobilix/Orange
1994: Marketingchef i Columbus IT Partner