Krigen på markedet for computere og fladskærme kommer til at gøre ondt på flere af elektronikkæderne, og i løbet af året vil fårene blive skilt fra bukkene. Det vurderer detailhandelsekspert Bruno Christensen fra Retail Institute Scandinavia overfor dagbladet Børsen.
Overfor avisen vurderer Bruno Christensen, at konkurrenterne fra Elgiganten vil have bedst mulighed for at stå imod en priskrig, mens Fona og især Merlin ikke har mulighed for at tage kampen op mod Experts krigserklæring.
For to uger startede Expert-kæden priskrigen i forbindelse med en relancering af kæden med 25 nye butikker fra det tidligere 2tal. Under mottoet "overraskende lave priser" satte kæden en offensiv i gang med kampagnepriser på eksempelvis en bærbar computer til under 3000 kr. og fladskærme med rabat i 1.000-kroners-klassen.
En kampagne, der ifølge adm. direktør i Elbodan (kædeselskabet bag Expert), Søren Bach, vil koste et tocifret millionbeløb. Expert-kampagnen har ifølge kædens egne oplysninger tredoblet salget af computere inden for de seneste tre uger.
Direktør i Fona, Michael Kjær afviser overfor Børsen ,at der er tale om priskrig, som vil påvirke omsætningen hos den hæderkronenede elektronikkæde.
Hos Elgiganten siger direktør Jesper Boysen, at Experts lavpriskampagne ikke vil få betydning for kædens prisstrategi.