Artikel top billede

Mere end en flaskeindsamling

Vil du sælge grøn it skal det kunne betale sig. Så glem alt om at appellere til kundernes grønne samvittighed, ellers takker kunderne nej, mener Dells globale marketingschef, som bakkes op af dansk IDC-analytiker.

Det er meget få it-kunder, som kommer ind ad døren hos en forhandler og siger, at de ønsker at være mere grønne og miljøbevidste. Derimod har den typiske kunde en række yderst praktiske og konkrete problemer, som de gerne vil have deres leverandør til at hjælpe med at løse.

Sådan siger Dells globale chef for kanal-marketing og enterprise-strategi, Jeff Johnson, på spørgsmålet om, hvad der kommer til at drive udviklingen af grøn it. Han mener, at langt den største tilskyndelse til at bruge grønne it-løsninger udspringer af et ønske om besparelser og effektiviseringer, I anden række kommer lovgivernes miljøkrav til affaldshåndtering. Det idealistiske og renhjertede miljøengagement i langt de fleste tilfælde ligger derimod langt nede på prioriteringslisten hos den typiske it-kunde.

»For en forhandler er det en god ide at gøre sig klart, at begrebet grøn it på mange ledder er et meget luftigt og upræcist begreb. Mange forhandlere og erhvervskunder deler en opfattelse af, at grøn it er branchens svar på genbrug af tomme flasker og dåser. Og pointen er, at det er det også! Men det er også så meget mere,« siger Jeff Johnson i en samtale med CRN.

Hans holdning kan virke overraskende i betragtning af, at Dell er en af de it-producenter, som satser kraftigst på at opbygge et grønt image. Dell-analytikeren mener, at man som SMB- eller enterprise-forhandler gør både sig selv og sine kunder en stor tjeneste ved at holde fast på et så praktisk og jordnært perspektiv som muligt, når det gælder grøn it.

It-folk er praktiske
»It-folk er generelt praktisk anlagte folk, så den samtale du ønsker at have med din kunde, handler ikke om grøn it. Kunderne siger typisk, at de har en bunden opgave med for eksempel at skære 25 procent af et budget eller, at de bliver mødt med begrænsninger af den elektricitet, som de kan få leveret til et datacenter. Altså en helt traditionel snak om styring af omkostninger og øget effektivitet. Og det er der, de grønne løsninger – med virtualisering og konsolidering af servere eller mere effektiv udnyttelse af den eksisterende serverpark, skal ind,« siger Jeff Johnson.

Han nævner som eksempel, at den gennemsnitlige udnyttelsesgrad af computerkraften i en server i USA i dag ligger mellem 10 og 15 procent. Samtidig bruger en standardserver 60 procent af sit strømforbrug bare på at være tændt. Dertil kommer strømforbrug til køling, og tilsammen giver det ret gode muligheder for besparelser, som i første omgang er godt for kundens elregning, men som naturligvis også er til gavn for miljøet.

»Men lad os være ærlige: Det er et faktum, at mange bare smider gammelt it-ustyr væk, selvom vi ved at det indeholder mærkelige kemikalier, tungmetaller og andre miljøgifte. men kunder står i stigende grad overfor lovgivningskrav til bortskaffelse af brugt udstyr, og der kan en forhandler med en miljøcertificering gå ind og tilbyde en ordentlig bortskaffelse af gammelt udstyr. Det kan så eventuelt kombineres med, at man garanterer sletning af de kritiske kunde- og forretningsinformationer, som ligger på servere og forældede klienter,« siger Jeff Johnson.

Holdningsskifte
Hos IDC i Danmark er chefanalytiker Anders Elbak enig i, at forhandlere skal være knivskarpe i deres dokumentation, hvis de vil have en kunde til at vælge miljøvenlige indkøb. For det er dyrere at købe grønt.

En IDC-undersøgelse viser ganske vist, at selvom skandinaviske it-kunder har den højeste villighed til at betale en merpris, når der skal investeres i nyt udstyr, så er der stadig lang vej, før det bliver almindeligt at kunderne kan se den grønne fidus.

»Der er sket et holdningsskifte blandt producenter og de største forhandlere, men for kunderne er det fortsat funktionaliteten, der er i fokus. Så med mindre en ekstrainvestering kan tjenes ind på relativ kort tid - inden for et års tid - tror jeg ikke meget på det,« siger Anders Elbak.
Han peger samtidig på, at den økonomiske krise gør kunder mindre modtagelige for grønne argumenter.

»Grøn it er ikke bare varm luft, om man så må sige. Men forhandlerne kan ikke bare slynge en generel betragtning om langsigtede besparelser ud. Der skal helt konkrete tal på bordet som dokumenterer sammenhængen mellem anskaffelsespris og driftsudgifter. Betalingsvilligheden hos kunderne er forholdsvis lille, og den er ikke blevet større med krisen. Det bliver ikke kundernes høje moral, der vil drive det her frem, men derimod benhård økonomiske kalkulationer,« siger Anders Elbak.

Han peger dog på, at skrappere miljøstandarder for offentlige indkøb og EU-udbud, vil være en af de metoder, der kan drive brugen af grøn it frem.

Klare mål
Samme betragtning kommer fra Dells Jeff Johnson, som understreger, at producenters og forhandleres satsning på mere miljøvenlig teknologi hænger tæt sammen med de krav, som de møder fra det omgivende samfund.

I USA er der en stærk tradition for at virksomhederne selv formulerer holdninger til for eksempel sociale eller miljømæssige spørgsmål og lader det afspejle sig i måden at drive forretning på. I Europa overlader man derimod i langt højere grad regulering til lovgiverne.

»Europa har en stærkere tradition for at stille lovkrav på miljøområdet, hvor virksomheder mødes med begrænsninger og krav til eksempelvis energiforsyning. Personligt mener jeg, at lovgivning er den mest effektive måde at nå sine mål på miljøområdet. Lovgivning sætter en ramme for markedet, som gør det klarere hvilke mål, man skal nå, når det gælder energieffektivitet og generelt hensyn til miljøet. Det betyder, at virksomheder og offentlige institutioner ikke har noget valg, når det gælder miljøhensyn, og det har så igen betydning for de forretningsmæssige muligheder, der åbner sig for forhandlerne,« mener Jeff Johnson.

»Jeg har eksempler på business cases, hvor en kunde har fået fordoblet sin udnyttelse af et eksisterende anlæg. De forhandlere, som forstår at tale med kunderne om de her emner på det rigtige niveau, får simpelthen bedre »selling points« end deres konkurrenter, og det giver en mulighed for at gå dybere ned i kundernes it-infrastruktur,« siger Jeff Johnson.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere