Apple forsøger nu at få den internationale handelskommission i USA til at forbyde salget af Nokia-mobiltelefoner i landet. Det er det seneste skridt i den ulmende patentkrig mellem Apple og Nokia. Den finske mobilgigant fortæller ikke overraskende, at man har tænkt sig at give Apple kamp til stregen.
Nokia sendte i december sin egen klage, hvor selskabet hævder at Apple kræver syv Nokia-patenter i stort set alle sine mobiltelefoner, musikafspillere og computere. Nokia forsøgte at få et importforbud mod iPhone, iPod og Macbook produkter. Nu har Apple så reageret med sin egen klage mod Nokia.
Krigen startede i oktober sidste år, hvor Nokia fremsatte den første anklage om patent-krænkelse mod Apple. Dengang handlede det om patenter inden for GSM, 3G og WLAN teknologi. Apple svarede ved at hævde, at Nokia krænker 13 af selskabets patenter.
»Andre virksomheder skal opfinde deres egne teknologier, hvis de vil konkurrere med os, og ikke bare stjæle,« lyder meldingen fra Apples juridiske chef Bruce Sewell.
Hos Nokia ser man ikke overraskende sagen lidt anderledes. I en kommentar til Apples seneste forsøg på at få et importforbud i USA siger Nokia-talsmand Mark Durrant til Bloomberg:
»Det ændrer ikke på det faktum, at Apple har forsømt at indgå en aftale om brug af Nokias teknologi og forsøgt at profitere af Nokias innovation lige siden den første Iphone blev solgt i 2007.«
De seneste analysetal viser, at Apple efterhånden tjener flere penge på salg af mobiltelefoner end Nokia, selvom det finske selskab har langt flere modeller i sortimentet.