Kjeld Kildegaard og Ulrik Høyer gik hver til sit sidste år da Høyer valgte at koncentrere sig om broker-forretninger og biler, mens Kildegaard satte sig for at opbygge et egentligt it-forhandlerhus.
Som seneste led i den aftale er deres fælles ejerskab af iptelefoni-specialisten ComXtel nu blevet droppet. Ejerskabet er i stedet lagt i hænderne på Kjeld Kildegaard og dennes partner Jonas Helweg, der lige som Kildegaard har en fortid som salgsdirektør i Netkoncept. Desuden er ComXtels direktør Niels Jensen fortsat indehaver af en ejerandel af selskabet.
ComXtel blev oprindeligt stiftet for halvandet år siden, men er allerede blevet en af landets største forhandlere af Iptelefoni-systemer fra producenten Avaya, og der er kommet afdelinger i Jylland og på Sjælland i tillæg til hovedkontoret, der fortsat ligger på Fyn. Senest har man hentet nye medarbejdere fra en anden stor ip-telefoni-specialist, Fugmann Kommunikation, der har måtte afgive en salgschef, oplyser Kjeld Kildegaard.