Selv om Adobe tit bliver skudt i skoene, at firmaets Flash er et lukket format, så er Adobe faktisk en hyppig bidtragsyder til det åbne web - og standardiseringen af det. Senest har Adobe Systems indsendt ændringer til CSS-standarden, der kan gøre livet lettere for webdesignere, der arbejder med avanceret layout. For eksempel i netmagasiner.
Adobe kalder sin teknologi for CSS Regions Specifications. De er en tilføjelse til Multi-column Layout mulighederne i CSS. Alle de foreslåede funktioner kan ses i dette PDF-dokument, som er indsendt til World Wide Web Consortium, der standardiserer Cascading Style Sheets eller i dette link.
"Disse tilføjelser kan forhåbentlig gøre det lettere at lave avanceret, magasin-agtig layouts ved at bruge CSS," forklarer udviklingsansvarlig Arno Gourdol hos Adobe.
Det er ikke første gang, at Adobe bidrager til fællesskabet. Firmaet har også tilføjet kode til den mobile version af jQuery og WebKit-motoren, der ligger bag Safari og Chrome. Det er ikke kun Adobe, der har en interesse i flere layout-muligheder. Det bliver efterspurgt fra flere sider, men Adobe har en speciel interesse i kraft af sine bestræbelser på at flytte Flash-indhold eller publikationer, der tidligere var tiltænkt papirmedier, ud på nettet.
Det seneste eksempel er Wallaby, der skal konvertere Flash-indhold om til CSS, JavaScript og HTML. Men Adobes seneste lancering af Digital Publishing Suite, kan for eksempel sprede InDesign-indhold ud på både iPad, Motorola Xoom, Samsung Galaxy og andre platforme, hvor CSS kan lette arbejdet.