Lars Holmes Thomsen, der er administrerende direktør i ERP-huset Interconnect It krydser et gammelt spor. Han har nemlig overtaget halvdelen af aktierne i Novocomp, hvor han startede sin it-karriere i 1989.
Den anden halvdel af aktierne har Jakob Friis-Nielsen sat sig på, som også startede sin it-karriere i Novocomp, hvor han har været ansat siden starten af 1990'erne.
»Den tidligere direktør i Novocomp, Kim Galsgaard, skulle overtage sin fars firma Etronic. Han spurgte derfor Jakob Friis-Nielsen om han var interesseret i at overtage Novocomp. Det ville han gerne, men han ville også have mig med ind i billedet,« fortæller Lars Holmes Thomsen.
Ifølge Lars Holmes Thomsen ruster sammensmeltningen af Novocomp og Interconnect virksomheden som total leverandør. Men selv om de to virksomheder flytter under samme tag i nye lokaler i Svendborg beholder firmaerne deres respektive navne.
»Juridisk set er vi tre selskaber. Sidste år stiftede vi også et hostingselskab. Alle tre virkomheder kommer til at køre hver for sig af hensyn til kunderne. Vi vil ikke risikere at miste kunder på grund af forvirringen. Men har da planer om at køre under et fælles navn nemlig One House,« fortæller han.
Lars Holmes Thomsen mener, at de tre selskaber komplementerer hinanden fint, fordi Interconnect It har ERP som hovedområde, mens Novocomp fokuserer på hardware og opsætning af servere.
Og titlen som administrende direktør, for de tre selskaber, løber Lars Holmes Thomsen selv med.
»Ejerkredsen besluttede i fællesskab, at jeg skulle fungere som den administrernde direktør. Men Jakob Friis-Nielsen kommer til at stå for den daglige ledelse,« beretter han.
I alt kommer 15 gamle som nye kollegaer til at arbejde sammen i de nye lokaler. Interconnect så dagens lys i 1996.