Fem chefer i det finske teleselskab Sonera er blevet arresteret af politiet i løbet af november. De er mistænkt for at være personerne bag en ulovlig aflytning af Sonera-ansattes mobilsamtaler.
- Det er ikke det stolteste øjeblik i selskabets historie, erkendte koncernchef Harri Koponen på et pressemøde i går ifølge den norske netudgave af avisen Aftenposten.
Senest er det Soneras kommunikationsdirektør og medlem af koncernledelsen, Jari Jaakkola, der er blevet anholdt.
Skandalens baggrund skal findes tilbage i sommeren 2000, da den finske avis Helsingin Sanomat afslørede interne stridigheder i Soneras koncernledelse.
Efterfølgende opstod der rygter i selskabet om, at Sonera skulle have kortlagt og aflyttet medarbejderes mobilssamtaler for at finde frem til, hvem der var kilde til avisens afsløringer.
At registrere og aflytte ansattes mobilsamtaler er et brud på den finske kommunikationslov.
I sommeren 2002 iværksatte Sonera en intern undersøgelse af rygterne. Den konkluderede, at der ikke var hold i dem.
Men det finske politi har en anden opfattelse. Politiet vil ikke afvise, at der sker flere anholdelser i sagen.