De to ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet Jes Toft Kristensen og Peter August Simonsen var formentlig rimeligt stolte, da de forleden hver især modtog et funklende 12-tal for deres speciale.
Oveni topkarakteren og de rosende taler ved dimissionsfesten fulgte også en kontant præmie på 10.000 dejlige danske kroner, som de blev præmieret med, som vindere af den studenterkonkurrence netværket Mobile Systems havde udskrevet.
»Det er dejligt, et fagligt skulderklap. Og så ser det da også godt ud på CV'et«, griner Jes Toft Kristensen, der sammen med sin vinder-makker Peter August Simonsen har specialiseret sig i ASPI (Applied Signal Processing and Implementation).
Kort fortalt går de to ingeniørstuderendes speciale ud på, at de har bevist, at man - ved at optimere balancen mellem hardware og software og ved at bruge alternative algoritmer, der forkorter mængden af 'mellemregninger' i programmet - kan nedsætte det strømforbrug, som det pågældende program normalt forbruger.
Dommerpanelet bestod i år af afdelingschef i Sonofon Jan Bøgh, formand for Mobile Systems, lektor Peter Axel Nielsen, Institut for Datalogi ved Aalborg Universitet, og kollegaen, lektor Lars Bo Larsen, Center for Teleinfrastruktur (CTIF) ved Aalborg Universitet.
»I studenterkonkurrencen vurderer vi opgaverne efter det faglige niveau, innovationshøjden og det langsigtede perspektiv. Peter August Simonsen og Jes Toft Kristensens speciale har et højt fagligt niveau - blandt andet fordi de ikke er bange for at kaste sig ud i nye, avancerede beregningsmodeller. Deres løsning har bevist sin duelighed og kan, efter noget videreudvikling, omsættes til noget, mobilproducenterne vil kunne få glæde af i fremtiden,« kommenterer Lars Bo Larsen fra Aalborg Universitet de to ynglinges vinderprojekt.