Inter Sales har haft det svært det seneste år. Selskabet står bag Denver Electronics-mærket, der især sælges som fladskærme og anden forbrugerelektronik i Dansk Supermarkeds butikker. Sidste år mistede Inter Sales 31 procent af omsætningen, der faldt til 344 millioner kroner. Samtidig faldt resultatet før skat til et minus på otte millioner kroner.
Resultatet betegner Inter Sales i regnskabet som utilfredsstillende, og vil nu arbejde for, at nå et plus i indeværende regnskabsår.
For at forbedre udviklingen har Inter Sales skåret medarbejdertallet ned med ni personer og solgt ud af varelageret, så der er færre lønudgifter og mindre kapitalbinding i lageret. I forhold til sidste år er varelageret faldet med 60 procent.
Oveni underskud og fyringsrunde, er Inter Sales også ramt af flere juridiske slagsmål. En tvist med Skat om produktion af nogle varer har fået myndigheden til at forhøje toldregningen med 2,5 millioner kroner. Et krav, der afvises af Inter Sales’ direktør Torben Ulrich.
»Det er en vare, som vi har samlet i Danmark, så den er der ingen told på,« hævder Torben Ulrich.
I Frankrig er der endnu en juridisk tvist. Her er det en tidligere kunde, der sælger sin egen vare med Denver-navnet på, og nu hævder kunden, at det er hans selskab og ikke Inter Sales, der har rettighederne til Denver-mærket. Fordi Inter Sales også sælger sine varer i Frankrig, kræver den franske kunde en erstatning på 2,2 millioner kroner. Selv om Torben Ulrich siger, at det »ikke er en stor sag«, er det også et krav, som Inter Sales afviser.
»Vi fik registeret varemærket lidt sent, men vi vil ikke anerkende, at det er hans mærke, for vi har brugt det i lang tid, også i Frankrig,« siger Torben Ulrich.