Sætter du dine penge på, at favoritholdet får næste hjørnespark? Så spil på det via din mobiltelefon, uanset om du står på stadion, sidder hjemme foran fjernsynet og ser kampen eller måske kører i bil og hører den i transmitteret i radioen.
Sådan ser et fremtidsscenarium ud inden for "mobile sports betting" - altså det at sætte penge på et sportsresultat hos en bookmaker via mobilteknologi.
Bag det står to studerende fra IT-højskolen, Annette Millner og Jens Friis, der som afslutning på IT-kandidatuddannelse har skrevet et speciale, der udløste karakteren 11 og en pris fra Ingeniørforeningen i Danmark.
Specialeforfatterne ser meget store forretningsmæssige muligheder i området, som de har undersøgt og analyseret i knap et halvt år blandt via interviews med bookmakere, Tipstjenesten og odds-spillere samt via litteratur og internet.
- Vi tror, det vil blive et gigantisk marked at udbyde betting mobilt. For målgruppen - de sportsinteresserede - er jo kæmpestor. Med mobilteknologien kan man bedre nå den gruppe, for eksempel når de befinder sig ude på et stadion. Der vil være muligheder for fortjenester i et omfang, man ikke har set før inden for mobile tjenester, mener Annette Millner og Jens Friis.
Tjenesterne kan bestå af dels muligheden for at sætte penge på resultater via mobilen, dels i at få tilsendt resultater og nyheder af interesse.
Læren af WAP-fiaskoen
De to studerende bag idéen ankom til IT-højskolen med en kommunikationsmæssig baggrund og erfaring fra webbranchen. De er såmænd ikke særligt sportsinteressede selv eller ivrige "bettere". Men idéen opstod ud af en irritation over, at analyser og forudsigelser af IT-udviklingen i høj grad fokuserede på teknologien frem for indholdet.
Jens Friis & Annette Millner |
- Vi ville finde et produkt, der kunne løbe rundt efter den store wapfiasko. Noget der ville gøre sig godt på en mobiltelefon. På nettet er det jo primært porno, betting og gambling, der er forretning i. Vi fandt det oplagt at udbrede betting til mobilteknologi, fortæller Annette Millner og Jens Friis.
Bookmakere tjener især penge på de spillere, der vædder "med hjertet" - altså spiller på deres egne idoler, uanset hvor elendige odds de måtte have.
- Sportsfans har ikke altid tid til at sidde foran computeren. Men de har et stort behov for at følge med. Dem kan bookmakerne nå med mobilteknologi, selv om de er på farten. Samtidig er der meget stor konkurrence på betting-markedet og nye aktører kommer hele tiden til. Det kræver stor innovation for at fastholde og tiltrække kunder, vurderer Annette Millner og Jens Friis.
Fællesskabet omkring en sportsgren kunne man også bruge aktivt i mobile tjenester. For eksempel ved at lave små holdkonkurrrencer blandt venner, der ser en kamp sammen, eller ved at kunne følge med i vennernes væddemål på distancen.
Kapaciteten kan knibe
De to studerende spår, at mobil sports betting vil komme på markedet i løbet af to til fire år, fordi de nødvendige teknologier allerede findes. Der er dog et par knaster, der skal overvindes.
- De største forhindringer er sikkerhed og kapacitet. Teknologierne skal udvikles, så det er tilstrækkeligt sikkert for spillerne at overføre penge. Kapacitetsproblemer kan opstå på netværket, hvis en stor del af 40.000 mennesker på et stadion bruger deres mobiltelefon samtidig, siger forfatterne.
De har oplevet stor interesse for deres arbejde med området. Den danske monopoludbyder af sportsvæddemål, Tipstjenesten, var åben over for perspektiverne i det, men muligvis en kende tilbageholdende over for rent faktisk at realisere det her og nu, fornemmede Annette Millner og Jens Friis.
De understreger dog, at Tipstjenesten ikker er blevet præsenteret for det færdige speciale.
Annette Millner og Jens Friis forestiller sig, at Tipstjenesten eksempelvis kunne samarbejde med et stadion som Parken om at etablere et lokalt netværk ved grønsværen.
Relevant link:
Annette Millner og Jens Friis speciale om mobil betting (i pdf-format)