Konsulenthus: Ansøgere flokkes

Mens mange andre IT-arbejdsgivere fyrer, er Accenture lige nu på jagt efter mindst 40 datamatikere og ingeniører. Konsulenthuset kan vælge og vrage mellem hundredevis af ansøgere med længere erfaring, men Accenture besøger skoler, fordi selskabet gerne vil have dem "frisk fra fad".

Det er blevet arbejdsgivers marked i IT-verdenen efter aftmatningens mange fyringsrunder. Det mærker man hos en af de sjældne virksomheder, der netop nu søger mange nye medarbejdere.

Konsulenthuset Accenture er i gang med at opbygge en helt ny global IT-enhed og søger blandt andet mindst 40 datamatikere og ingeniører til enheden i Danmark.

Det har jobsøgende i hundredevis opdaget.

Posten kommer slæbende med mange ansøgninger hver dag til Accenture. Mailserveren leverer e-mail-ansøgninger en masse.

Ansøgere går ind og ud af døren til samtale. Og telefonerne kimer med spørgsmål til de ledige stillinger.

Det fortæller Maj-Britt Maltesen, ansvarlig for Accentures rekrutterings-afdeling i Danmark.

De erfarne vil være ledere

Hun og hendes konsulent-kolleger drager i øjeblikket Danmark rundt på en slags charmeturné på blandt andet datamatiker-skoler. Skolerne har desuden et tæt samarbejde med firmaet om at levere relevante kandidater.

De nyuddannede datamatikere, der ellers er hårdt ramt af høj ledighed på landsplan, er nemlig blandt de mest interessante set med Accentures øjne.

- De erfarne har typisk et ønske om job med både ledelsesmæssigt og teknisk indhold fra dag et. Men vi er ude efter nogen, der gerne vil være specialister inden for meget tekniske fokusområder. En nyuddannet er så at sige frisk fra fad og har lært de sidste nye værktøjer. På længere sigt kan de måske få ledelsesansvar, siger Maj-Britt Maltesen.

Accenture vil dog gerne alligevel gerne have, at de nyuddannede datamatikere, de ansætter, har prøvet kræfter med deres fag i virkelighedens verden.

- Vi går efter dem, der har brugt deres viden og kunnen i praksis i studiejobs eller måske har drevet egen freelancevirksomhed, siger Maj-Britt Maltesen.

Hun afviser, at selskabet går specifikt efter nyligt uddannede for at undgå høje lønkrav.

Ikke nok at være datamatiker

Det kan måske undre, at Accenture bruger kræfter og ressourcer på at drage land og rige rundt for at holde foredrag for de kommende datamatikere.

- Det gør vi, fordi de 40, som vi ansætter, vitterlig skal være cremen. Det skal være dem, der har klaret sig ekstraordinært godt i deres studietid personligt og fagligt - også udenfor i for eksempel studiejobs. Det er ikke en kvalifikation i sig selv at være datamatiker. Det er hele personen, der tæller, mener den rekrutteringsansvarlige.

Hun betegner foredragene på skolerne som en langsigtet investering i profilering af Accenture som arbejdsplads.

Tilhørerne får udover en introduktion til konsulenthuset også tips og tricks til jobsøgningsprocessen.

Accenture deltager også i diverse jobmesser for at komme i kontakt med nyuddannede talenter. Her mærkes det også, at bøtten er vendt på IT-arbejdsmarkedet:

- Dér kan jeg især mærke den stigende arbejdsløshed. For et par år siden spurgte de studerende på messerne meget mere i dybden om virksomheden og det faglige. Nu oplever jeg mange studerende, der spørger: Ansætter I hos Accenture og i givet fald hvilke typer har I brug for og hvornår? Jeg møder mange, der desværre er inde i en lidt frustrerende fase, hvor de har været jobsøgende i hele og halve år, siger Maj-Britt Maltesen.

Men det ændrede marked har også skabt ændringer hos den rekrutteringsansvarlige selv.

- Tidligere var jeg meget opmærksom på "huller i CV'et" og rynkede øjenbrynene, hvis der var et længere hul uden job. Nu om stunder er det jo meget mere naturligt at være uden job i kortere perioder, så vi giver nok i større omfang folk en mulighed for at komme i betragtning, selv om de har været ledige i et stykke tid, siger hun og iler ind i et fly til afsted til det næste foredrag for datamatiker-spirer.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere






Computerworld
Test af monster-tablet: Det er den skøreste og mærkeligste computer, som jeg har testet i lang tid – men jeg vil nu gerne have den alligevel