I USA har Apple nu sagsøgt smartphone-producenten HTC. Apple mener at HTC krænker ikke færre end 20 af firmaets patenter, der vedrører betjeningen, arkitekturen og hardwaren i Iphone. Apple har afleveret sin klage samtidig ved distriktsdomstolen i Delaware og hos International Trade Commission (ITC).
»Vi kan sidde og se på, hvordan konkurrenter stjæler vores patenterede opfindelser, eller vi kan gøre noget. Vi har besluttet os for at gøre noget. Konkurrence er sundt, men konkurrenter skal være kreative og bruge deres egen teknologi, i stedet for at stjæle vores,« siger Apple-chef Steve Jobs i en kortfattet meddelelse, der ikke afslører nærmere detaljer om sagen.
Det gør sagens dokumenter til gengæld, som allerede er lækket til pressen. Blandt bevismaterialet nævnes en række forskellige mobiler, herunder Googles Nexus One, Touch Diamond, Touch Pro2 og Imagio.
De 20 patenter der er nævnt i dokumenterne beskæftiger sig dels med den grafiske brugerflade - herunder et 15 år gammelt patent med den generiske titel "object-oriented graphic system" - dels med teknologi til at forbedre kommunikation og batteri-levetid og dels med specifikke funktioner og designmæssige detaljer.
HTC har indtil videre ikke kommenteret sagen.