Den tidligere Ecommit-direktør, Finn Damgaard, bliver nu også ex-Dynacom-direktør. Finn Damgaard har pr. 1. januar købt distributionsdelen ud af Dynacom og har forladt selskabet. Sammen med partner Morten Ulrich har han åbnet virksomheden Pacer, der skal handle med varepartier på bestilling.
»Vi skaffer CPU’er, fladskærme, PS3ér og mere fra vores netværk,« siger Finn Damgaard.
Pacer er en brokervirksomhed, der i mindre grad også er distributør, fortæller Finn Damgaard, der fortæller videre, at køberne især er udenlandske virksomheder i Holland, Storbritannien og Italien.
Finn Dangaard og Morten Ulrich mødtes første gang, da de to handlede sammen omkring årtusindeskiftet. Dengang var Finn Damgaard direktør for virksomheden Ecommit, mens Morten Ulrich var i det daværende Pacer. På trods af navneligheden er det nye Pacer dog en anden virksomhed, understreger Finn Damgaard.
Han er ikke ræd for at udfordre konkurrenterne i en tid, hvor markedet generelt trækker sig sammen.
»Jeg har altid været frisk på at prøve noget nyt, og da vi er en tomandsvirksomhed, har vi ikke de store omkostninger,« siger Finn Damgaard.
Ny direktør hos Dynacom bliver Ebbe Nybo, der hidtil har været salgsdirektør hos Dynacom og før det har en fortid hos Caslon It og Ecommit.